Her er grunden til, at oksekød er blevet så dyrt, som det er

Nyheder
Foto: Privat
Foto: Privat
Prisen er steget markant.

Lige nu læser andre også

Over de seneste fem år er prisen på oksekød steget med 71 procent, og alene i år er det steget med 21 procent.

Prisstigningerne skyldes blandt andet, at den globale efterspørgsel efter oksekød er steget i takt med blandt andet stigende levestandard i Asien.

Udbuddet af oksekød er dog ikke fulgt med efterspørgslen, og i Danmark er produktionen af oksekød stagneret.

Blandt andet fordi landmændene som følge af bedre fodring og avlsarbejde er lykkedes med at gøre den enkelte malkeko mere effektiv.

Sådan skriver FødevareDanmark i en pressemeddelelse.

Det betyder, at landmændene ikke har brug for så mange dyr til at producere de mejeriprodukter, som vi har brug for, og da langt størstedelen af det kød, vi spiser i Danmark, kommer fra udtjent malkekvæg, er det tilgængelige kød blevet dyrere.  

Men det er ikke hele forklaringen, lyder det nu fra interesseorganisationen FødevareDanmark, der repræsenterer fødevarehåndværkere på tværs af brancher.

Direktør Leif Wilson Laustsen peger også på en række politiske beslutninger, der bidrager til den voldsomme prisudviklingen på oksekød:

"Den grønne trepart og særligt målsætningen om at omdanne 15 procent af landbrugsarealerne til skov og natur, har skabt usikkerhed i landbruget, fået jordpriserne til at stige voldsomt og gjort det svært for særligt næste generation af landmænd at komme ind på markedet og skabe bedrifter, der kan øge udbuddet af kød," siger han.

Afgifter får priser til at stige

Også politiske beslutninger som eksempelvis vejafgiften på lastbiltransport samt emballageafgiften gør det dyrere at være forbruger.

"Der er kun forbrugerne til at betale, når politikerne beslutter sig for at indføre en vejafgift, der gør det dyrere for landmændene at få hentet deres dyr, kørt dem til slagtning og i sidste ende få bragt kødet ud til butikker og slagterforretninger," siger Leif Wilson Laustsen og fortsætter:

"Det samme gælder den kommende emballageafgift. Vores medlemmer er nødt til at sende afgiften videre, og det betyder i sidste ende, at fødevarepriserne vil stige yderligere."

Det sammen gør sig gældende den kommende EU-forordning om afskovningsfrie produkter (EUDR), der kommer til at øge administrationen i alle dele af fødevaresektoren, påpeger direktøren.

"Vi står i en situation, hvor fødevarebranchen ikke bare kan absorbere de afgifter og administrationsomkostninger, som politikerne trækker ned over branchen. Så hvis priserne skal ned, skal vi have fjernet nogle af byrderne for branchen," siger Leif Wilson Laustsen.

Anbefalet til dig