Molly, som terrieren hed, var blot 18 uger gammel, da hun fik hjertestop og døde lørdag aften. Det fortæller hundens ejer Susan Paterson fra Wombwell i South Yorkshire på Facebook, hvor hun også giver fyrværkeri skylden for, at den unge hund døde.
Hundehvalp døde af skræk
På det sociale medie skriver hundeejeren:
"Som følge af den enorme mængde fyrværkeri med høje lyde, der blev affyret i området omkring Wombwell og nedre Darfield i går aftes, mistede vi en ung terrier til et hjerteanfald. Tænk på dyrene. Molly var kun 18 uger gammel og døde af skræk, som var forårsaget af fyrværkeri."
Susan tilskriver altså det affyrede fyrværkeri skylden for, at hendes hundehvalp afgik ved døde.
Susan Patersons hjerteskærende indlæg på det sociale medie Facebook. Foto: Facebook.com / Susan Paterson
Kræver strengere regler
Udover hjerteskærende opslag, hvor Susan Paterson fortæller om hundehvalpen Mollys skæbne, så delte hundeejeren også et link til en underskriftindsamling, der kræver at de britiske regler for fyrværkeri skærpes, så de i højere grad også tager hensyn til menneskets firbenede venner.
Underskriftindsamlingen er startet af Julie Doorne, der begrunder indsamlingen ved at skrive:
"Fyrværkeri kan have alvorlig konsekvenser for dyr. De lider ikke kun psykisk, men også fysisk, da mange forsøger at løbe væk fra larmen eller skjule sig. Med ekstreme støjniveauer og folk, der er i stand til at affyre fyrværkeri, når som helst på året, er det vanskeligt for dem, der passer på dyr, at være i stand til rent faktisk at beskytte dyrene."
Den slags stramninger af fyrværkerireglerne kender man også fra Danmark. Her var det særligt katastrofen på fyrværkerifabrikken i Seest ved Kolding, der satte skub i den strengere danske lovgivning, som bl.a. forskriver, at man kun må fyre af på bestemte dage omkring nytårsaften, hvordan fyrværkeri skal opbevares og hvor det må sælges, så det foregår så trygt som muligt.
Kanin afgik også ved døden
Det er dog ikke kun hundeejere, der har et anstreng forhold til fyrværkeri. Ligeledes på Facebook skriver kanin-ejeren Donna Pilgrim, at hendes kanin Archie begyndte at ryste kraftigt, da der blev affyret nytårskrudt ikke langt fra deres hjem.
"Jeg fandt ham liggende på siden, helt åbenlyst traumatiseret af det hele. Jeg håber, at I nød jeres fem minutters sjov. Jeg tror, jeg skal være meget heldig, hvis Archie fortsat er i live i morgen tidlig."
Sådan skrev Donna Pilgrim på Facebook, og desværre fik hun ret. 12 timer senere var Archie død. Pilgrim mener ligeledes, at fyrværkeriet var skyld i dødsfaldet. Derfor opfordrer hun til, at reglerne omkring netop salg og affyring af nytårkrudt strammes - præcus ligesom Susan Paterson og Julie Doorne gør.