Når en person rammes af hjertestop, er hurtig hjælp afgørende for overlevelsen. Ambulancer kan dog have en vis responstid, og derfor fungerer Trygfondens hjerteløberordning som en vigtig støtte til det regionale akutberedskab.
På landsplan findes der cirka 55.000 aktive hjerteløbere i Danmark, men præcis hvordan de er fordelt i kommunerne har hidtil været ukendt. Med den nye Hjerteløber-app er det nu muligt at kortlægge, hvor hjerteløberne befinder sig. Det skriver JydskeVestkysten.
"Vores forskning viser, at vi generelt har en fornuftig dækning af hjerteløbere i hele landet. I praktisk taget alle tilfælde, hvor ordningen aktiveres, accepterer mindst én hjerteløber opgaven. I gennemsnit smider 75 hjerteløbere hver dag, året rundt, hvad de har i hænderne for at redde liv – både dag og nat. Det, synes jeg, er ret imponerende," siger Fredrik Folke, læge og professor i genoplivning ved Region Hovedstadens Akutberedskab.
Stor forskel på dækningen i de forskellige regioner
Selvom forskningen viser, at hjerteløberne generelt er godt fordelt, har Trygfonden nu igangsat en kampagne for at tiltrække flere frivillige – særligt i områder, hvor ambulancen har lang responstid.
Region Syddanmark har færrest aktive hjerteløbere sammenlignet med resten af landet. Her er der i gennemsnit 794 hjerteløbere per 100.000 indbyggere, hvilket ligger under landsgennemsnittet på 910 per 100.000 borgere.
I Fanø Kommune er der dog en højere dækning med 31 aktive hjerteløbere ud af 3.272 indbyggere. Dette svarer til 944 hjerteløbere per 100.000 borgere.
I Esbjerg Kommune er dækningen en smule lavere. Her er 1.028 aktive hjerteløbere ud af 115.225 indbyggere, hvilket giver et gennemsnit på 892 hjerteløbere per 100.000 borgere, en smule under landsgennemsnittet.
"Mange danskere kan gøre en forskel ved hjertestop uden for hospitalet – enten ved at yde hjertelungeredning eller hente en nærliggende hjertestarter. Vi opfordrer alle over 18 år til at overveje at blive hjerteløbere, men det er vigtigt, at man føler sig psykisk robust og har gennemført et relevant genoplivningskursus," siger Grethe Thomas fra Trygfonden.
I 2024 blev Hjerteløberordningen aktiveret 3.600 gange, hvilket svarer til et gennemsnit på 10 aktiveringer om dagen.