Jacob er besat af Star Wars: Dette samlerobjekt er i dag 1,2 mio. kr. værd

Nyheder
Jacob samler på Star Wars-figurer. Foto: DBA.dk
Lyssværd, rumskibe og actionfigurer. Det lyder som en 12-årigs ønskeliste til jul. Men for 46-årige Jacob er det en passion, der har båret en samling med sig, som i dag tæller over 4.000 Star Wars-masker, plakater, lyssværd og actionfigurer. Se hele den vilde samling i videoen herover.

Lige nu læser andre også

”Luke, I am your father”.

Det var netop den sætning, der for alvor skulle tryllebinde 46-årige Jacob. Det var her, Jacobs samling, som i dag tæller over 4.000 Star Wars-effekter, for første gang tog form. Det fortæller Jacob til DBA Guide.

Det første Star Wars-relaterede Jacob købte, var nemlig en 10 cm høj figur af Darth Vader, som i filmen står bag den ikoniske replik.

Hvem der bare havde fortalt ham den gang, at legetøj er mere værd i original emballage. Den lille Darth Vader-figur gav Jacob selv 29 kr. for i tidernes morgen, hvor den i dag er omkring 1.500 kr. værd – hvis altså den er i original emballage.

En actionfigur til 1,2 mio kr.

Selv med over 4.000 ting i sin samling, er der stadig noget, som Jacob ønsker, han kunne få fingrene i. Nærmere bestemt en prototype af en figur af Boba Fett, som kun blev lavet i begrænset antal. Det eneste problem er, at sidst sådan én blev solgt på auktion, røg den afsted for 1,2 millioner kr.!

Som Jacob forklarer, er historien, at det var meningen, at den lille figur skulle kunne skyde et lille plastikprojektil ud, præcis som Boba Fett kan skyde i filmene. Men producenterne blev bange for, at børn ville skyde hinanden i øjnene, og de trak derfor skydefunktionen ud af figuren, inden den nåede markedet.

Der findes derfor flere Boba Fett-figurer, der ikke kan skyde, men kun en lille håndfuld prototyper, der kan. Jacob må nøjes med en af dem, der må betragtes som børnevenlig uden ammunition.

30 kr. dengang - 1.000 kr. værd i dag

Det siger sig selv, at en samling på omkring 4.000 ting ikke bliver købt eller skabt på én dag. Nogle ting har Jacob fundet tilfældigt på diverse markeder, andre har han købt som nyt i butikker.

Men når søgningen bliver specifik, vender Jacob til DBA. Hans første DBA-fund var en figur af Han Solo. Den findes der, efter Jacobs eget udsagn, to versioner af: Én med et stort hoved og én med et mindre. Jacob investerede 10 kr. i figuren med det lille hoved, som i dag kan indbringe ham omkring 300 kr..

Derudover har Jacob også to Luke Skywalker-figurer, der har været i hænderne på selveste Mark Hamill. Hamill er, til dem som ikke ved det, skuespilleren bag netop Luke Skywalker.

De to figurer kostede fra ny omkring 30 kr. per styk. Men hvis du har fat i versionen, der har en medfølgende Stormtrooper-hjelm, kan den indbringe dig hele 1.000 kr. i dag.

Her er Jacobs mest dyrebare fund

Blandt et utal af lyssværd, rumskibe og figurer af plastik, findes også ét Star Wars-relateret fund fra DBA, som faktisk er et levende væsen, og som får ubetinget mest kærlighed fra Jacob.

Jacobs hund er nemlig en tro miniatureudgave af Chewbakka, som i Star Wars-filmene betegnes som en ’Wookie’, der er et behåret og yderst mærkeligt-talende væsen.

Om hunden Chewie, hvis navn udspringer af netop Chewbakka, kan sige mærkelige lyde som i filmene, får vi desværre ikke at se i videoen. Men det står klart, at det er Jacobs dyrebareste og bedste fund.

Ligesom så meget andet i Jacobs samling, er Chewie også købt ’brugt’ på DBA. Den lille og behårede fyr var nemlig tre år gammel, da Jacob overtog ham, og introducerede ham til den fagre verden af Star Wars, som han af udseende i forvejen passer så godt ind i.

Fun fact: Jacob har selv instrueret en Star Wars-film

I 1984, da Jacob var 12 år gammel, allierede han sig med nogle venner, bevæbnede sig med et videokamera og begyndte ellers at skyde det, der måske er den første og eneste danskproducerede Star Wars-film.

Alle filmens special-effects blev udført med snor og lidt fyrværkeri, og produktionen er allerhøjest blevet betalt med en rød sodavand og lidt godt kammeratskab. Med andre ord en film, der nok er lavet på et lidt mindre budget end de originale film.

Desværre nåede den aldrig biffen… Men du kan se et kort uddrag af Jacobs dansk-instruerede Star Wars-film fra 1984 i toppen af artiklen.

 

Anbefalet til dig