Nyheder24.dk
Forside Nyheder Jæger gjorde grusomt fund i skov: Nu tager sagen om...

Jæger gjorde grusomt fund i skov: Nu tager sagen om torsoen en ny drejning

Jæger gjorde grusomt fund i skov: Nu tager sagen om torsoen en ny drejning
Afanasiev Andrii / Shutterstock.com

Et makabert fund i en skov tæt på den danske grænse har længe været et mysterium for politiet

Et uhyggeligt fund få kilometer fra den danske grænse har udviklet sig til en omfattende politiefterforskning. Nu har sagen taget en ny drejning, og flere danskere har meldt sig med oplysninger.

Det hele begyndte den 11. august, da en jæger gjorde et makabert fund i et skovområde nær den tyske by Lyksborg, omkring 30 kilometer fra Danmark.

Her lå en indpakket menneskeoverkrop uden arme og ben.

Siden har tysk politi forsøgt at finde ud af, hvem den afdøde var, og hvad der skete.

Men trods omfattende undersøgelser er det endnu ikke lykkedes at få et afgørende gennembrud.

Det skriver DR.

Danskere har kontaktet politiet

Efterforskningen har nu fået fornyet opmærksomhed, efter at politiet i Flensborg har efterlyst hjælp gennem både en video på YouTube og et indslag på tysk tv.

Og henvendelserne er begyndt at strømme ind.

Ifølge politiets talskvinde, Sandra Otte, er der kommet omkring 100 henvendelser fra Tyskland og yderligere tre til fire fra Danmark.

Hvad de danske henvendelser indeholder, ønsker politiet foreløbig ikke at oplyse.

Efterforskerne står derfor nu over for et omfattende arbejde med at gennemgå de mange oplysninger og vurdere, hvilke spor der kan føre sagen videre.

Politiet mangler afgørende svar

Selvom den afdødes identitet fortsat er ukendt, har DNA-undersøgelser givet politiet enkelte oplysninger.

Analyserne viser, at offeret havde blå øjne og lys hud.

Det har dog endnu ikke været tilstrækkeligt til at identificere vedkommende.

Politiet har derfor fortsat brug for hjælp fra offentligheden og opfordrer personer med relevante oplysninger til at henvende sig.

Samtidig har statsadvokaten i Flensborg udlovet en dusør på 5.000 euro, svarende til cirka 37.300 danske kroner.

De kommende dage og uger skal efterforskerne gennemgå de nye henvendelser.

Om nogle af oplysningerne kan føre til et gennembrud, er endnu uvist.

Ads by MGDK