Solen skinner. Temperaturen stiger. Med andre ord er sommeren for alvor kommet. Og det kan uden tvivl være lækkert med en dukkert over sommeren.
Selvom varmen får tusindvis af danskere i en badebuks, skal man være varsom. Badeglade danskere kan i hvert fald få et chok for livet, hvis man slår et smut forbi Buresø i Egedal Kommune.
Her har Egedal Kommune selv meldt ud, at ikten huserer i søen. Parasitten, der lever i ferskvand, kan bore sig under huden på mennesker og forårsage udslæt i form af svømmekløe.
Og efter at have fået henvendelser om borgere, der har fået svømmekløe efter deres tur i Buresø, udsender Egedal Kommune en advarsel.
TV 2 Kosmopol har talt med Anna-Sofie Stensgaard, lektor ved Institut for Veterinær og Husdyrvidenskab ved Københavns Universitet.
Indledningsvist får hun fastslået, at menneskers immunforsvar oftest udsletter ikten, inden den når ret langt ind under huden. Dog kan den i sjældne tilfælde migrere til lunger.