Den danske diamantdronning og investor Katerina Pitzner fortæller i et interview om sit forhold til penge og de erfaringer, hun har gjort sig. Katerina er datter af den stenrige Axel Pitzner og voksede op på en 600 kvadratmeter stor lystejendom i Nordsjælland, udstyret med indendørs swimmingpool, heste og rideanlæg. Men til trods for den luksuriøse opvækst var hendes barndom ikke uden udfordringer. Hun beskriver selv sin far som en "charmerende tyran", der havde et problem med alkohol og til tider udøvede vold.
Selvom barndommen var præget af udfordringer, beundrer Katerina sin far som forretningsmand. Han var den, der vækkede hendes interesse for diamanter og åbnede døre, der senere banede vejen for hendes karriere som diamantgrader og smykkevaluar. Mødet med diamanter skete første gang, da hun var 17 år gammel. Hendes far viste hende en hemmelighed bag et maleri – en diamant til en værdi af fem millioner kroner, som han kaldte sin "livsforsikring".
Nu står spørgsmålet, om arbejdet med diamanter af høj værdi og den luksuriøse livsstil har ændret Katerinas forhold til penge.
I interviewet med B.T. fortæller Katerina Pitzner, at hun gennem sin barndom, på trods af sin rige far, havde mange pligter på gården.
Det betød blandt andet, at hun fra hun "kunne holde en malerpensel" blev sat til at male hegn og tjente sine egne penge ved at samle sten på markerne. For de store sten fik hun 10 øre per sten, og for de små fik hun fem øre.
På den måde lærte Katerina, at der var en sammenhæng mellem at tjene penge og yde en indsats.
Hun har dog også haft nogle bitre oplevelser med penge. Selvom hun ikke ønsker at være alt for specifik, er det tydeligt, at Katerina har oplevet at blive bedraget af en nær person.
"Jeg har ikke lyst til at blive alt for specifik her, men min værste oplevelse er følelsen af, at nogen har snydt en, bedraget en. Når man har stolet på nogen, som har taget en … snydt en, ja, i røven," fortæller hun.
Den værste oplevelse
Katerina deler også episoder, som hun kalder "frygtelig flovt at erkende", hvor hun i sin barndom indrømmer at hun tog nogle mønter fra sin far til en slikpose - uden at han vidste det.
"Det er frygtelig flovt at erkende, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det har jeg ikke, for det har jeg. Hvis min far havde nogle mønter liggende, kunne jeg som barn godt finde på lige at snuppe nogle til en slikpose. Jeg kan huske, at han engang spurgte, om jeg havde set en 100-dollarseddel. Jeg havde ikke taget den, men det var en frygtelig oplevelse at føle sig beskyldt for det. Ganske frygteligt. Det var jo rigtig mange penge. Men i princippet er det jo det samme, om det er nogle småmønter eller 100 dollar: Man tager noget, der ikke er ens. Jeg har aldrig sagt det til ham. Han må kigge ned fra himlen, og så vil han sikkert grine og sige, at det vidste jeg godt," fortæller Katerina Pitzner.
