Keanu Reeves vender tilbage som Neo i The Matrix 4

21/8/19 05:40

Rikki Tholstrup Jørgensen

Et af de største filmhits i historien ser nu ud til at få endnu en fortsættelse. Det på trods af at både toeren og treeren fik en lunken modtagelse og treeren sådan set afsluttede trilogien. Lana Wachowski er tilbage som manuskriptforfatter og instruktør.

Det er 16 år siden, at Wachowski-søstrene Lana og Lilly, der dengang var brødre, afsluttede “The Matrix”-trilogien med “The Matrix Revolutions”. Filmen blev ikke det forventede hit og var generelt et fesent punktum på en serie, der havde skabt høje forventninger og millioner af fans. 

Nu vender Lana Wachowski dog tilbage med en fortsættelse, der i vid udstrækning benytter det originale cast. Selvom man egentlig havde afskrevet muligheden efter slutningen i treeren, så gør Keanu Reeves og Carrie-Anne Moss comeback til rollerne som Neo og Trinity. 

I den forbindelse udtaler Lana Wachowski til Variety: ”Mange af de idéer, som Lilly og jeg udforskede for 20 år siden om vores virkelighed, er endnu mere relevante nu. Jeg er meget glad for at have disse karakterer tilbage i mit liv og taknemmelig for endnu en chance for at arbejde med mine strålende venner.”

Optagelserne til “The Matrix 4” forventes at begynde næste sommer.