Den 28-årige mand, der stod bag det opsigtsvækkende rambuktyveri i Kristian von Hornsleths showroom i Sydhavnen, er blevet idømt to års fængsel.
Det skete ved Københavns Byret mandag, hvor manden erkendte sig skyldig i flere forhold, herunder tyveriet, der fandt sted natten til 31. marts.
Tyveriet resulterede i, at 27 af Hornsleths værker blev stjålet, mens tre værker blev beskadiget. Fire værker blev efterladt på gerningsstedet.
Hornsleth: "To år er for lidt"
Kunstneren udtrykker undren og frustration over dommen.
"Kan det virkelig kun give to år at stjæle en bil, brase ind gennem en port og stjæle for så meget? Det er sgu da et fedt sted at være kriminel i Danmark. Den var ikke gået i Tyskland, Albanien eller USA," siger Hornsleth til SE og HØR.
Selvom han er glad for, at en gerningsmand er fundet, tvivler han på, om dommen har en præventiv effekt:
"Fantastisk, at der er fundet nogle, men om det afskrækker andre fra at gøre det samme, det ved jeg ikke," tilføjer han.
Delvis skyldig i flere forhold
Den 28-årige mand erkendte sig skyldig i rambuktyveriet samt brugstyveri af den sorte Mercedes, der blev brugt til at bryde gennem porten. Han nægtede dog at have stjålet bilen.
Ud over rambuktyveriet blev han også dømt for:
Besiddelse af euforiserende stoffer.
Overtrædelse af knivloven.
Indbrudstyverier i andre sager.
Hæleri af flere af Hornsleths værker.
Anklagemyndigheden frafaldt en sigtelse for biltyveri, da den tiltalte nægtede sig skyldig i dette forhold.
En spektakulær sag
Tyveriet af Hornsleths værker har vakt opsigt, ikke mindst på grund af den voldsomhed, hvormed det blev udført.
Politiet arbejder stadig på at finde frem til de stjålne værker, mens dommen efterlader Hornsleth med flere spørgsmål end svar.