Det bliver en dyr omgang for Lidl, efter at den franske appelret i Paris har dømt discountgiganten til at betale en bøde på 43 millioner euro – svarende til over 320 millioner kroner – til konkurrenten Intermarché.
Ifølge den franske domstol har Lidl brudt reklamereglerne, da kæden mellem 2017 og 2023 annoncerede med ekstra lave priser, som kunderne ikke kunne få fingrene i overalt i landet.
Lave priser - men kun nogle steder
Lidl reklamerede i perioden med lave priser i hele Frankrig, men tilbuddene var ifølge dommen kun tilgængelige i cirka 500 butikker, hvilket er under en tredjedel af Lidls butikker i Frankrig.
Det skriver mediet CHIP.
Fransk lov kræver, at kampagnetilbud skal gælde i hele butikskæden, når reklamerne kører, og ifølge retten var der tale om “illoyal konkurrence”.
Intermarché og Carrefour lagde oprindeligt sag an mod Lidl tilbage i 2019, og i 2020 modtog begge kæder millioner i erstatning.
Da Lidl fortsatte praksissen trods sagen, gik Intermarché igen i retten samme år, og efter flere års tovtrækkeri er dommen nu faldet.
Fortsatte trods retssag
Selvom Lidl i første omgang slap i 2022, valgte Intermarché at tage sagen videre, og nu har retten endeligt afgjort, at Lidl skal betale erstatning.
Ifølge medier som Spiegel og Retail Detail har Lidl dermed tabt appelsagen, efter Intermarché fik medhold i, at reklamerne var vildledende for kunderne.
Bøden på 43 millioner euro skal nu betales til Intermarché, og sagen markerer et hårdt slag mod den tyske kæde, som ellers er kendt for at presse priserne i hele Europa.