Loui Thomsen kæmper stadig med at forstå, hvordan nogen kunne finde på at hælde benzin ud over hans bil og sætte ild til den midt om natten.
Bilen stod parkeret få meter fra huset i Brande, hvor hans kæreste og hendes to børn lå og sov.
"Jeg er sådan wow, at man kan finde på det, og kan leve med sig selv efter at have hældt benzin ud over en autostol. Det er vildt," siger Loui Thomsen til TV Midtvest.
Han fortæller, at han sent lørdag aften hørte en underlig lyd, der mindede om et heksehyl. Kort efter kom et stort brag, og da han kiggede ud gennem gardinet i soveværelset, stod bilen i flammer. "Jeg tænkte bare fuck," siger Loui Thomsen.
Flammerne stod ud fra den åbne bildør, og situationen var på vej til at eskalere. I bagagerummet lå heldigvis en pulverslukker, som Loui Thomsen greb i panik. Med pulverslukkeren, flere skåle vand og en haveslange lykkedes det ham at få flammerne under kontrol, inden ilden bredte sig til huset.
Ved bilen lugtede der kraftigt af benzin, og Loui Thomsen er overbevist om, at gerningsmanden både har hældt benzin og smidt fyrværkeri ind i bilen.
Politiet i Herning efterforsker sagen og har sikret flere spor, herunder en flaske ved siden af bilen, som formodes at have indeholdt benzin. "Forsætlig brandstiftelse er en alvorlig sag, og hvis nogen ligger inde med oplysninger i sagen, vil vi meget gerne høre fra dem," siger Henning Præstegaard fra lokalpolitiet.
Loui Thomsen håber, at offentligheden vil hjælpe med at opklare sagen: "Det vil give mig lidt mere ro i sjælen."