Når Folketinget i denne uge ventes at stemme for at hæve pensionsalderen til 70 år for alle født efter 1970, bliver det endnu et skridt væk fra drømmen om tidlig tilbagetrækning.
Den nye pensionsalder træder i kraft fra 2040 og rammer fremtidige generationer hårdt – medmindre de selv tager affære.
Blandt de yngre danskere er der dog en tydelig tendens: Flere og flere sparer frivilligt op for at kunne trække sig tidligere tilbage.
Hos PFA er antallet af 25- til 34-årige, der indbetaler ekstra til pensionen, steget med 52 procent siden 2018, skriver TV 2.
En udvikling, der ifølge privatøkonom Camilla Schjølin handler om ønsket om frihed og kontrol over eget arbejdsliv.
Samtidig viser beregninger, at forskellen på at gå på pension som 69-årig frem for som 74-årig er til at mærke – men kræver konsekvent opsparing.
For en 25-årig med en månedsløn på 35.000 kroner betyder fem år tidligere pension en ekstra indbetaling på 875 kroner om måneden i hele arbejdslivet.
Til gengæld kan det give en månedlig udbetaling på 27.500 kroner før skat – i fem ekstra år.
For en 55-årig er regnestykket langt tungere. Her kræver det hele 6.097 kroner ekstra hver måned at gå fem år tidligere end planlagt.
Alligevel viser tal fra Danica og Forskning & Pension, at mange vælger at blive længere på arbejdsmarkedet.
Ifølge Mads Moberg Reumert fra Danica er det et paradoks, at ønsket om tidligere pension er så udbredt – men at det sjældent føres ud i livet.