I går, torsdag, delte Mai Manniche, der ejer smykkefirmaet Jewlscph, et opslag på Instagram, hvor hun fortalte, at hun var færdig med at handle i Meny. Dette kom efter Menys beslutning om at tilbyde ti procent rabat til kunder med et Pride-armbånd.
Men kort tid efter, at hun havde delt Instagram-opslaget, fik hun et ret så chokerende opkald.
Det var butikschefen i Meny Illum, der angiveligt mente, at hun var 'helt afsporet' og tiltaget var 'super godt'.
"Jeg er i chok. Jeg er netop blevet ringet op af butikschefen fra Meny Illum (desværre fik jeg ikke navnet?) i forlængelse af mit opslag om Meny og deres 10% rabat til alle med pride-armbånd," indleder Mai Manniche et nyt opslag på det sociale medie og fortsætter:
"Han lagde ud med at sige, ar jeg var ‘helt afsporet’ og mente at det var et super godt tiltag med de 10% - han sammenlignede det med at være medlem af en fagforening eller andet hvor man også ofte får en rabat. Er Meny nu blevet en fagforening? Hvor nogke er mere lige end andre og dermed fortjener særlige rabatter."
Desuden underbyggede han det også med, at "hans forældre synes det var et skønt tiltag, og de havde købt et Pride-armbånd af den grund". Mai Manniche måtte derfor - igen - udtrykke sin uenighed:
"Jeg sagde - igen - at jeg mener det er en skævvridning - og om de så også laver særlige tiltag for kvinder, voldsramte etc?! Hans kommentar var bare, at han mente jeg løj med mit opslag og citat ‘jer mærkelige mennesker må tænke Jer om’?!," skriver hun og tilføjer:
"Jeg er i chok - er det måden Meny Danmark kontakter uenige kunder på? Kalder os mærkelige og løgnere? Jeg føler mig bestemt ikke velkommen i Meny med en sådan handling og udmeldning."
Hun slutter opslaget med at understrege, at hun ikke har noget imod LGBT-kulturen.
"Nogle af mine bedste venner er homoseksuelle og jeg har stor respekt for alle uanset seksualitet. Min reaktion handler om, at jeg synes det tager overhånd med denne form for pinkwashing og kommercialisering af en populær sag som LGBT er. Og til Meny - jeg vil gerne bede om 10% til alle os ‘mærkelige kvinder’…"
Derudover opfordrer hun til en debat herom.