Et boligmarked med flere boligsalg og en stigning i priserne.
Det er, hvordan markedet kommer til at se ud, hvis man tror på, hvad ejendomsmæglerne spår om 2025.
263 ejendomsmæglere fra hele landet har svaret i Dansk Ejendomsmæglerforenings kvartalsvise Forventningsundersøgelse, hvor de giver deres bud på, hvordan markedet kommer til at se ud henholdsvis næste kvartal og det kommende år.
Sådan skriver Dansk Ejendomsmæglerforening i en pressemeddelelse.
Travlt marked
Undersøgelsen fra 1. kvartal 2025 giver et klart billede af et travlt boligmarked det kommende år.
I hvert fald spår 63 procent af de adspurgte ejendomsmæglere, at der kommer lidt flere enfamiliehus-salg, mens 6 procent forventer, at der kommer mange flere salg. Til sammenligning er det kun 3 procent, der forventer lidt færre salg.
Heller ikke ejerlejlighedssalget ser ud til at gå i stå. 50 procent af de adspurgte mæglere forventer, at der kommer lidt flere handler de næste 12 måneder, mens 6 procent forventer, at der kommer mange flere.
Blot 6 procent forventer lidt færre handler, mens 1 procent forventer meget færre handler. De sidste 38 procent forventer et uændrede antal handler.
På sommerhusområdet tegner der sig et lignende billede, hvor knap halvdelen af de adspurgte ejendomsmæglere forventer lidt flere handler, mens knap fire ud af ti forventer et uændret antal handler.
Prisstigninger i vente
De sidste par års boligstigninger ser ud til at fortsætte, hvis man ser på ejendomsmæglernes forventninger.
70 procent af de adspurgte mæglere forventer lidt højere enfamiliehus-priser, mens 23 procent forventer uændrede priser.
Til sammenligning er det knap hver anden, der forventer lidt højere priser på ejerlejligheder, mens 40 procent forventer uændrede priser.
For sommerhusene er der et lidt mere nuanceret billede. 47 procent forventer lidt højere priser, mens det samme antal ejendomsmæglere, igen 47 procent, forventer uændrede priser.