Marsvinet Saga sendt i fangenskab: Nu kritiseres beslutning

30/10/2020

Christian Granhøj Skouboe

Genrefoto. Foto: Shutterstock
Et dansk marsvin blev fanget i bundgarn.

Mest læste i dag

Dyreorganisation raser over, at man i Danmark har indfanget endnu et marsvin, der skal tilbringe resten af livet i fangenskab i Fjord og Bælt. Det oplyser World Animal Protection i en pressemeddelelse. 

Hvalen Saga er blevet fanget i et bundgarn nær Korsør, og det betyder, at det kun etårige marsvin nu kan se frem til at tilbringe resten af livet i fangenskab i Fjord og Bælt i Kerteminde.

Her svømmer den nu rundt sammen med 25-årige Freja, som har tilbragt de sidste 23 år af sit liv i et havnebassin, der langt fra lever op til hvalernes naturlige leveområder. Det har vakt kritik hos dyrebeskyttelsesorganisationen World Animal Protection Danmark.

”Vi er ikke i tvivl om, at Fjord og Bælt prioriterer at passe på deres dyr. Det ændrer dog ikke på, at videnskabsbaseret forskning og etiske argumenter tydeligt viser, at det er umuligt at tilbyde marsvin og andre hvaler i fangenskab forhold, som tilnærmelsesvis lever op til deres naturlige leveområder,” siger Gitte Buchhave, direktør i World Animal Protection Danmark.

Kritiserer beslutning

I naturen lever hvaler i områder, der som minimum overstiger 100 kvadratkilometer. Marsvinet kan dykke ned til 200 meters dybde og svømmer op til 300 meter på et minut. Anlægget i Fjord og Bælt dækker til sammenligning et område på omkring 600 kvadratmeter.

Fjord og Bælt fik i 2017 tilladelse af Miljøstyrelsen til at indfange marsvin i det fri.

De henholder sig til, at dyrene bruges til forskning, men det argument kritiseres af World Animal Protection. 

”Det er helt uacceptabelt at indfange vilde marsvin i naturen for at udstille dem i Fjord og Bælt, også selvom de eventuelt skal indgå i forsøg af og til. Vi er af den overbevisning, at forvaltning af vilde marsvin i anno 2020 fint kan foregå uden forsøg på marsvin, der holdes i fangenskab i Danmark. Det er grotesk, at marsvin indsamles i naturen med henblik på hold i fangenskab og fremvisning til publikum. Det er slet ikke til at forstå, at Danmark tillader den slags, når vi samtidig anerkender, at dyr er sansende væsner,” siger Gitte Buchhave.

Anbefalet til dig