Har Putin ret, når han påstår, at NATO har forrådt Rusland?

I årevis har Ruslands præsident, Vladimir Putin, advaret sine borgere mod den påståede trussel fra NATO – en militæralliance, som han hævder planlægger at omringe eller endda invadere Rusland.

Dette argument er blevet centralt i Kremls begrundelse for krigen i Ukraine.

Mindre kendt er det, at Rusland engang samarbejdede med NATO. I 1990’erne bidrog landet med en brigade til NATO-ledede fredsoperationer i Bosnien under en særlig kommandostruktur; en russisk general fungerede som SACEUR’s stedfortræder for den russiske styrke – et sjældent øjeblik af praktisk samarbejde.

Det håb brast inden for et årti. I 2007, på sikkerhedskonferencen i München, anklagede Putin offentligt Vesten for forræderi.

Talen markerede et vendepunkt – det øjeblik, hvor Ruslands mangeårige mistillid til NATO blev et kendetegn ved landets udenrigspolitik.

Debatten om “Not One Inch”

I sin tale i München hævdede Putin, at USA og dets allierede havde brudt mundtlige løfter, der var givet til de sovjetiske ledere ved afslutningen af den kolde krig.

Vesten, sagde han, havde forsikret Moskva om, at NATO ikke ville udvide sig “en tomme mod øst” – for derefter at optage tidligere Warszawapagt-lande i alliancen.

Påstanden vakte stærk genklang i Rusland. Fra Boris Jeltsin til dagens Kreml-etablissement blev ideen om vestligt bedrag et fælles anliggende – noget, der formede Ruslands syn på Europa og dets tabte imperium.

Men hvad var det egentlig, der blev lovet?

Samtalen i 1990, der startede det hele

Historikere sporer ofte konflikten tilbage til en samtale i februar 1990 mellem den amerikanske udenrigsminister James Baker og Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov.

Under drøftelserne om Tysklands genforening skulle Baker have sagt, at hvis Moskva accepterede et samlet Tyskland inden for NATO, ville alliancen ikke bevæge sig “en tomme mod øst”.

Ifølge Mary Elise Sarottes prisvindende bog Not One Inch: America, Russia, and the Making of the Cold War Stalemate fik denne formulering – udtalt i en sart diplomatisk sammenhæng – siden en uforholdsmæssig symbolsk betydning.

Gorbatjov så det som en beroligelse, ikke som en traktatforpligtelse. Men i Moskvas hukommelse blev det et løfte.

Dagen efter syntes Vesttysklands kansler Helmut Kohl at gentage Bakers holdning og sagde til Gorbatjov, at NATO ikke ville udvide sig til det daværende østtyske territorium. Og i maj samme år holdt NATO’s generalsekretær Manfred Wörner en tale, der antydede, at en udvidelse ikke var på dagsordenen.

Men Wörners bemærkninger var politiske, ikke juridiske, og ingen af disse udsagn blev nedfældet i lov. For mange i Rusland udgjorde de dog en forståelse – en, der snart skulle brydes.

Hvad siger traktaten egentlig?

Da to-plus-fire-aftalen blev underskrevet den 12. september 1990, handlede den udelukkende om Tysklands status efter genforeningen.

Artikel 6 bekræftede Tysklands ret til at tilhøre alliancer og udvidede NATO’s forsvarsparaply til hele Tyskland, samtidig med at den forbød stationering eller udplacering af udenlandske (ikke-tyske) tropper og atomvåben i det tidligere Østtyskland.

Der var ingen omtale af andre østeuropæiske lande, intet eksplicit forbud mod udvidelse og bestemt ingen skriftlig garanti.

Baker indrømmede senere, at han måske “var gået lidt for langt frem på skiene”.

Symbolikken var dog klar: For første gang havde NATO’s sikkerhedsparaply bevæget sig østpå – ind på territorium, som blot et år tidligere havde været under sovjetisk kontrol.

Fra uro til anklage

I Moskva advarede mange embedsmænd Gorbatjov om, at han gav for meget væk.

Sovjets forsvarsminister Dmitrij Jazov søgte endda mundtlig forsikring fra den daværende britiske premierminister John Major om, at NATO ikke ville udvide sig længere mod øst.

Major sagde ifølge ambassadør Rodric Braithwaites dagbogsnotat fra den 5. marts 1991: “Noget sådant vil aldrig ske.”

Der fandtes dog ingen skriftlig dokumentation. For russerne bekræftede det et mønster – beroligende ord fra Vesten, efterfulgt af politik, der syntes at vise det modsatte.

I 1993, med Jeltsin som præsident, var frustrationen blevet til protest. I et brev til USA’s præsident Bill Clinton hævdede Jeltsin, at en NATO-udvidelse ville krænke “ånden” i forståelsen fra 1990. Amerikanske diplomater tog brevet alvorligt nok til at bede den tyske regering om en juridisk vurdering.

Det tyske udenrigsministerium konkluderede, at Jeltsins påstand ikke havde nogen traktatretlig basis – men indrømmede, at man kunne “forstå, hvorfor Rusland følte sig vildledt”.

Et forsøg på at begynde forfra

Underskrivelsen af Grundakten om gensidige forbindelser, samarbejde og sikkerhed var et forsøg på at genopbygge relationerne og skabe tillid.

Men selv under disse drøftelser genoplivede Ruslands udenrigsminister Jevgenij Primakov de gamle beskyldninger om, at Vesten havde bedraget Moskva år tidligere.

Amerikanske embedsmænd gennemgik påstanden internt og fandt, at nogle vestlige politikere ganske vist havde brugt beroligende formuleringer i 1990, men at ingen af dem udgjorde et formelt løfte om ikke at udvide NATO.

Juridisk set stod Vesten uden skyld, men diplomatiske skader var derimod sket.

Øjeblikke med samarbejde

Trods bitterheden var der glimt af pragmatisme.

I 1993 overraskede Jeltsin sine rådgivere, da han sagde til Polens leder Lech Wałęsa, at Polen havde fuld ret til at søge NATO-medlemskab – en bemærkning, der efterlod hans inderkreds målløs.

I 1997 underskrev NATO og Rusland Grundakten, som formelt anerkendte alliancens rolle i Europas sikkerhedsstruktur.

Men dette skrøbelige samarbejde kunne ikke udslette den dybere følelse af forræderi. For Putin og store dele af den russiske elite blev NATO’s bevægelse mod øst et bevis på, at vestlig diplomati byggede på bedrag.

Såret, der aldrig helede

I dag, årtier efter de tidlige forsikringer og benægtelser, hænger spørgsmålet stadig i luften: Var der nogensinde et løfte – eller blot en tolkning?

Juridisk set, siger historikere som Sarotte, nej – der eksisterede ingen bindende aftale om ikke at udvide NATO.

Men følelsesmæssigt føler mange russere – selv dem, der engang søgte partnerskab med Vesten – stadig smerten ved forræderiet.

Den følelse, mere end selve fakta, nærer Moskvas vedvarende mistillid til NATO.

Om denne mistillid nogensinde kan vendes, er usikkert. Historien viser, at når tillid først er brudt, kan det vare langt længere end øjeblikket, hvor den gik tabt.

Kilder

The Guardian: “Did the West promise Moscow that NATO wouldn’t expand?”

Mary Elise Sarotte, Not One Inch: America, Russia, and the Making of the Cold War Stalemate

BBC, AP Archives

National Security Archive

Officielle NATO-tekster

German History Docs (traktattekst)

UPI

Arms Control Association

Kreml-transskription