Matas køber det succesfulde danske makeup-brand Nilens Jord

Matas-koncernen har i dag indgået en aftale om køb af 100% af aktierne i Kosmolet A/S, som står bag det succesrige danske makeup-brand Nilens Jord. Nilens Jord er det mest efterspurgte makeup-brand i Matas og er kendt for sin allergivenlige og naturlige profil.

Lige nu læser andre også

Mærket har en dedikeret og loyal kundegruppe på tværs af aldersgrupper. Gregers Wedell-Wedellsborg, administrerende direktør i Matas A/S, siger: "Nilens Jord og Matas har haft et tæt og frugtbart samarbejde gennem tre årtier. Da vi hørte, at virksomheden stod over for et generationsskifte, så vi muligheden for gå sammen med holdet hos Nilens Jord om at gøre et af danskernes absolutte favorit makeup-mærker endnu stærkere."

Nilens Jord var blandt de første på markedet, der helt fjernede parfume fra deres produkter, og brandet er i dag blandt de mest succesfulde på det danske marked for makeup. Særligt inden for det seneste årti har de danske forbrugere taget de meget allergivenlige produkter til sig. Virksomheden har udmærket sig ved kontinuerlig vækst og produktudvikling, hvilket blandt andet betød at Nilens Jord i år vandt en Danish Beauty Award for verdens første AllergyCertified læbestift.

"Med købet af Nilens Jord tilføjer vi det bedst sælgende makeup-mærke til vores portefølje af egne brands. Ved at gå tættere sammen kan vi de kommende år skrue op for produktudviklingen og udvide både udvalg og tilgængelighed. Vi får samtidig en fremgangsrig virksomhed med en sund økonomi, gode udviklingsmuligheder og en kompetent organisation ind i familien." siger Gregers Wedell-Wedellsborg.

Nilens Jord blev grundlagt 1982 af danske Lars Jacobsson, der har bygget virksomheden sammen med sin kone Berit. Parret har de seneste år forberedt et generationsskifte og deltager i dag kun i bestyrelsesarbejdet. Selskabet bag Nilens Jord, Kosmolet A/S, bliver en del af Matas-koncernen, men fortsætter med at blive drevet som selvstændig virksomhed med adresse i Farum.

"Min kone og jeg har vurderet, at tiden var inde til et generationsskifte. Matas og Nilens Jord har haft et tæt samarbejde siden starten i af 1990'erne og jeg kunne ikke forestille mig en bedre virksomhed at overlade vores livsværk til," siger grundlægger og direktør Lars Jacobsson

Matas betaler 135 mio. kr. kontant for virksomheden. Stifteren får derudover 10 mio. kr. i Matas-aktier, samt mulighed for at opnå en earn-out på yderligere 20 mio. kr. Handlen er betinget af en bekræftende due diligence, som forventes afsluttet i juni måned.

Købet af Nilens Jord er et naturligt led i Matas-koncernens strategi "Et fornyet Matas". Gennem det seneste år har Matas styrket deres onlineforretning, matas.dk med hurtig levering og Danmarks største sortiment inden for skønhed og velvære. Matas investerer også i at forny deres velkendte butikskoncept og har introduceret et nyt Matas Natur-koncept med fokus på naturlig skønhed. I 2018 opkøbte Matas den danske virksomhed Firtal Group, som bl.a. driver helsebixen.dk og made4men.dk.

Anbefalet til dig