Medie afslører: Sigtet i sag om 13-årig pige kørte samme bilmodel, som politiet efterlyste i Emilie Meng-sagen

19/04/2023

Henrik Rothenbücher

Presse-fotos.dk
Tidligere i dag bekræftede politiet, at de undersøger, om der er kobling mellem den sigtede 32-årige mand og den afdøde Emilie Meng.

Mest læste i dag

I sommeren 2016 kørte den 32-årige mand, der er tiltalt i sagen om den 13-årige pige, i en sølvgrå Hyundai i30. Det er den bilmodel, der af politiet blev efterlyst i forbindelse med drabet på Emilie Meng.

Det skriver B.T., der har afsløret dette på baggrund af både billeder, skriftlig information samt fire anonyme kilder, der enten har eller tidligere har haft en tæt relation til den 32-årige mand.

Da Emilie Meng forsvandt efter en bytur den 10. juli 2016, blev en lys Hyundai i30 eller lignende bil efterlyst, da den var blevet opdaget på billeder fra et overvågningskamera. Billederne viste, at den var ved Korsør Station kl. 04.07 den nat, hvor Emilie Meng forsvandt.

B.T. skriver, at de blandt andet har fået fingrene i et billede, der viser en sølvgrå Hyundai i30 foran et hus i Korsør. De har været i kontakt med en person, der var til stede, da det blev taget, som kan bekræfte, at det var den 32-årige mands bil.

Det konkrete billede blev delt på Facebook den 27. juni 2016, hvilket var to uger før Emilie Mengs forsvinden.

Derudover er avisen også i besiddelse af en faktura på en bil med samme nummerplade som den, der er på den sølvgrå Hyundai i30 på billedet. På denne faktura fremgår det, at det er den 32-årige mand, der har betalt for den.

Ydermere har B.T. været i dialog med to personer, der kendte ham tilbage i 2016, der har bekræftet, at han kørte i denne bil. De har fortalt, at han dengang blandt andet brugte bilen til at køre til og fra arbejde i Vestsjælland.

De har også talt med en tredje person med tæt relation til den 32-årige mand, der har afsløret, at han kørte i bilen fra 2016 til 2021, hvor den blev afmeldt efter en totalskade.

Anbefalet til dig