Mette Frederiksen lægger ikke skjul på det. Hendes plan for at styrke Danmarks forsvar bliver, som hun selv siger, "rigtig dyr". Nu viser nye beregninger, hvor dyr den i virkeligheden kan blive – og det kan gøre ondt i pengepungen for mange danske familier. Det fortæller B.T.
Op mod 83 milliarder kroner årligt
Statsministeren har tilsluttet sig Natos forslag om at bruge hele fem procent af BNP på forsvar og sikkerhed. Det er mere end en fordobling i forhold til de 2,3 procent, Danmark aktuelt har planlagt. Ifølge tænketanken Cepos vil det koste omkring 83 milliarder kroner om året.
CEPOS' cheføkonom Mia Amalie Holstein advarer mod at finansiere hele beløbet gennem højere skatter. Hun siger: "For en arbejderfamilie med to børn vil det betyde en ekstra skatteregning på hele 50.900 kroner om året. For en tilsvarende funktionærfamilie, vil det koste hele 76.100 kroner."
Råderum eller reformer?
Holstein vurderer, at der muligvis er råd til at finde 37 milliarder kroner via statens økonomiske råderum – men det er langt fra nok, hvis regeringen vil helt op på fem procent. Hun opfordrer derfor politikerne til at effektivisere den offentlige sektor i stedet – f.eks. ved at reducere antallet af administrative medarbejdere eller skære i SU'en.
Modsat analyse fra rød fløj
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ser anderledes på sagen. Deres cheføkonom, Sofie Holme Andersen, kalder det oplagt at bruge råderummet til at finansiere oprustningen og fastholde velfærden – uden at røre ved skatten.