Meyers og MENY udvider samarbejdet: Kommer nu i din lokale butik

Af: Liva H.

|

03/10/2024

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Glæder du dig?

Lige nu læser andre også

Sidste år lancerede Meyers og MENY et pilotprojekt med ambitionen om at øge bælgfrugterne i danskernes indkøbskurve: En ”vej-selv”-bælgfrugtbod, hvor kunderne kunne fylde poser med et mangfoldigt udvalg af nordiske, økologiske bælgfrugter og få inspiration til at bruge dem derhjemme. Siden er MENYs samlede bælgfrugtsalg steget med 12% på landsplan, og bælgfrugtboderne udrulles nu til 40 MENY-butikker i hele Danmark.

Det skriver Meyers i en pressemeddelelse.

I oktober 2023 åbnede den første bælgfrugtbod i MENY på Borups Allé i København, og initiativet opnåede hurtigt så stor interesse, at MENY nu opsætter boder i 40 butikker fra Valby til Viborg:

“Vej-selv-bælgfrugterne startede som et pilotprojekt, for vi ved, at næsten hver anden dansker gerne vil spise flere bælgfrugter, men ofte mangler inspiration – og det vil vi gerne hjælpe med”, fortæller marketingchef i MENY, Rikke Bangild, og uddyber:

”Den typiske MENY-kunde er optaget af kvalitet, smag og er nysgerrig på nye tendenser, men vi er alligevel blevet overvældet af interessen for både boder og bælgfrugter generelt”.

På landsplan er salget af bælgfrugter i MENYs butikker steget 12% fra 2023-2024, og denne tendens afspejles i interessen for bælgfrugtboderne:

”Siden vi åbnede den første bod, har vi både oplevet et flot salg og fået mange positive tilkendegivelser – og så har vi ovenikøbet fået mails fra kunder udenfor Storkøbenhavn, der spørger, hvornår deres lokale MENY åbner en bod. Derfor er det oplagt nu at udvide konceptet til butikker i hele Danmark”, siger Rikke Bangild, og tilføjer, at MENY-købmændene har fået støtte af KFI til at etablere vej-selv-boderne: 

”Vi er vi glade for, at Købmændenes Erhvervsdrivende Fond også kan se vigtigheden i, at vi får bælgfrugterne ud til endnu flere danskere”.

Vil genskabe tradition for at dyrke og spise bælgfrugter i Norden

Hos Meyers har bælgfrugterne i en årrække været omdrejningspunkt for en række initiativer fra kogebøger og dyrkning af oprindelige ærtesorter til omlægning af kantiner med grønnere måltider. Jonas Astrup, der er udviklingschef i Meyers, er begejstret for, hvordan de grønne proteiner er ved at vinde indpas på danskernes tallerkner:

”Detailmarkedet i dag er kendetegnet af en ubønhørlig kamp om at være billigst, og råvarer med geografisk tilknytning og madkulturens forhistorie udgør en decideret sjældenhed. Derfor er det opløftende at finde sammen med MENY for at sætte en ganske væsentlig dagsorden”, fortæller Jonas Astrup og uddyber:

”Det glæder mig naturligvis, at kunderne allerede bakker op om initiativet. Men det glæder mig mindst lige så meget, at MENY, selv i et meget spædt salgsstadie, har modet til og troen på, at økologiske bælgfrugter fra Danmark og Norden – herunder en række bevarings-værdige sorter – bør spille en ikke uvæsentlig rolle i de fleste menneskers madliv”.

Meyers har netop lanceret en status på deres bæredygtighedsstrategi og har i egen forretning øget indkøbet af danske bælgfrugter fra 68 kg til 16 tons fra 2018-2023. Indsatsen er del af en overordnet ambition om at reducere CO2 for råvarer med 50% i 2030, og madvirksomheden forventer, at bælgfrugterne spiller en væsentlig rolle i deres grønne omstilling:

”Både EAT-Lancet kommissionen og en perlerække af kloge folk er utvetydige, når de konkluderer, at mad givetvis er dén største løftestang til både at forbedre egen sundhed, men også jordens klima og dets økosystemer. Flere bælgfrugter i vores måltider er simpelthen en af nøglerne”, siger Jonas Astrup og slutter:

”Vi glæder os til det fortsatte arbejde, men også til at udbygge initiativer, der kan inspirere flest mulige til at gøre brug af økologiske ærter, linser og bønner – dét er reel grøn omstilling af vores fælles madkultur og fødevaresystem allerede i dag”.

Fakta

  • Et år efter lanceringen af den første bælgfrugtbod som pilotprojekt udvider Meyers og MENY nu samarbejdet ved at åbne boder med økologiske ærter, linser og bønner i hele Danmark. Pt. er der åbnet boder i 27 MENY-butikker, og yderligere 13 udrulles den næste måned.

  • Bælgfrugtboderne kan findes i MENYs butikker i Viborg - Fabrikvej, Aalborg - Kennedy og Otto Mønstedsvej, Aarhus - Brynet og Langenæs, Lyngby, Virum, Skovlunde, Rødovre, Taastrup, Kolding - Galgebjergvej og Domhusgade, Hjerting, Måløv, Rønnede, Karlslunde, Toften, Korup, Odense – Hjallesevej og Mågebakken, Horsens, København - Borups alle, Bagsværd, Harlev, Rønde, Espergærde og Charlottenlund.

  • Bælgfrugtboderne forhandler bl.a. de bevaringsværdige gråærtesorter Brun Ært fra Nakskov og Lollandske Rosiner, men også bornholmske belugalinser, Siriusærter fra Nordvestsjælland og Gotlandslinser dyrket tæt på Mariager. I boderne findes postkort med opskrifter, QR-koder med link til inspiration og mulighed for at vinde madkurser i Meyers Madhus.

  • Meyers har i en årrække haft et særligt stort fokus på bælgfrugter i egne køkkener gennem bl.a. kogebogen Grønne proteiner og gennem samarbejder med økologiske avlere om dyrkning på både Lolland, Sjælland og Bornholm. Til oktober 2024 udkommer endnu en kogebog ”Meyers Hverdag” med en lang række opskrifter, der kredser om brugen af bønner, linser og ærter.

  • Ifølge de officielle kostråd skal danskerne spise 100 gram bælgfrugter hver dag,
    men spiser i gennemsnit kun 2,4 gram. En måling fra Madkulturen viser, at 48% af danskerne gerne vil spise flere bælgfrugter.

  • Bælgfrugter er den fælles betegnelse for modne, tørrede frø fra bælgplantens frugter også kendt som ærter, linser og bønner. Bælgfrugter er generelt sunde, nærende og klimavenlige, fordi de bidrager med proteiner og næringsstoffer, kan vokse overalt og naturligt tilfører gødning til de marker, hvor de gror. Læs mere om bælgfrugter.

  • Meyers og MENY har samarbejdet siden efteråret 2022, og MENY forhandler i dag en lang række produkter fra Meyers.

  • MENY lancerede i februar 2024 kampagnen ”Danske madskatte”, der fremhæver produkter af særligt høj kvalitet med en lokal historie. De danske, økologiske bælgfrugter i boderne er del af kampagnen, som man kan læse mere om her.

Anbefalet til dig