Midt i heden: Denne tid på døgnet er den bedste til at vande haven

Nyheder
Foto: Shutterstock
I disse dage bør man tænke over, hvordan og hvornår man vander sin have

Lige nu læser andre også

En sommer med varmebølge, tropenætter og lokale hedebølger, som vi oplever lige nu, er hård kost for mange af havens planter. Men mens nogle planter har brug for ekstra vand her i varmen, kan andre sagtens undvære. Det fortæller Haveselskabet, der har offentliggjort en pressemeddelelse, der besvarer nogle af de gængse spørgsmål om, hvordan haven skal vandes i sommervarmen.

Prioriter

Som det første skal man vande det, der ikke kan undvære vand, forklarer Louise Møller, havefaglig rådgiver i Haveselskabet, i pressemeddelelsen.

Det gælder krukkerne på terrassen og planterne i drivhuset, hvor temperaturen er høj.

"Køkkenhaven behøver også vand, for planterne går simpelthen i stå, hvis der ikke er noget vand, og så kommer der ikke noget særlig højt udbytte," siger Louise Møller. 

Overvej at dække jord med halm eller græsafklip, da det beskytter jorden mod fordampning. Træer, buske og stauder, der ikke udviser tydelige tegn på udtørring, kan man til gengæld sagtens styre uden om med vandkanden.

"Græsplænen skal man aldrig vande. Heller ikke selv om den er fuldstændigt afsveden. For græsset er ikke dødt, det er bare gået i dvale og skal nok komme igen, så snart vi får regn," siger hun.

Haveselskabet understreger desuden, at planterne får mest glæde af vandet, hvis der vandes først eller sidst på dagen, hvor fordampningen er mindst. 

Tænk på gæsterne

Netop fordi det er tørt, kan man også tænke lidt på havens dyreliv, forklarer Louise Møller. Pindsvin, fugle og insekter er nemlig trængte på grund af de mange dages sol. Så det er vigtigt, at man hver dag sørger for, at fuglebadet er fyldt op. Og at man sætter nogle underskåle med vand rundt i haven, så pindsvinene også kan få lidt at drikke, siger hun.

Til gengæld bør man undlade at plante nye planter, opfordrer Louise Møller. Så hvad end det fristet at dele stauder eller tømme den lokale planteskole, så lad være – vent til august eller september og tag i stedet en lille blok, og begynd at tænke over hvad der eventuelt kan flyttes, og hvad der skal suppleres med, når det igen bliver plantetid.

Det fortæller Haveselskabet, der er en landsdækkende nonprofit-forening med over 30.000 medlemmer, der gennem lokale afdelinger og kredse i hele landet arbejder for at sprede haveviden og haveglæde og for at fremme mangfoldigheden og den bæredygtige tankegang i haverne. 

 

Anbefalet til dig