Overvågningskameraet ved Mogens Rosenkilde Lavendts sommerhus i udkanten af Blåvand fangede noget, han længe har frygtet – og alligevel aldrig troede, han ville opleve. Tre ulve luntede stille forbi huset. Den sidste bar på en fodbold. Det fortæller TV 2.
Han lå i sin sofa i Tjæreborg søndag aften, da han tjekkede kameraerne. Til dagligt holder han øje med grævlinge og harer, men denne gang var det noget helt andet, der tonede frem på skærmen.
"Øjnene skulle lige åbnes, og jeg tænkte: 'Er det der helt rigtigt'," siger han.
De tre ulve blev filmet få minutter før midnat, og ifølge Kent Olsen, videnskabelig chef ved Naturhistorisk Museum i Aarhus, er der ikke tvivl om, hvad der ses på videoen. Han mener, at det ligner et kobbel fra Oksbøl-reviret. Den boldbærende ulv vurderes til at være en hvalp fra sidste år.
Ulvene bevægede sig ad indkørslen forbi hoveddøren og bilen. Ifølge Kent Olsen er det helt naturligt, at de vælger nemme ruter som stier og grusveje – præcis som mennesker.
Mogens Rosenkilde Lavendt har aldrig tidligere haft ulve tæt på huset, og oplevelsen gør, at han fremover ikke tør lade sin lille bomuldshund gå alene ud om aftenen. Han håber, det var en enlig ulvetur.
"Jeg synes ikke, det er fedt, men jeg er heller ikke sådan en, der går og hidser sig op over det," siger han.
Ulven har været en del af den danske natur siden 2012. Eksperter anbefaler, at kæledyr holdes inde om aftenen i ulveområder – men ingen yderligere forholdsregler er nødvendige.