Tilbage i 2023 - nærmere bestemt den 30. november - løftede Nationalbanken sløret for, at 1000-kronesedlen bliver ugyldig fra den 31. maj 2025.
Den pludselige melding fik store konsekvenser, da flere danskere begyndte at bruge de værdifulde sedler til små køb i mindre butikker.
Især dagligvarebutikkerne blev behandlet som banker, og det førte til, at flere af dem nægtede at modtage betaling med de store sedler.
Siden da er der heldigvis kommet ro på situationen, og Nationalbanken skriver nu, at flere og flere sedler forsvinder fra danskernes hænder.
Pas godt på
Hvis du modtager en henvendelse fra en person, der tilbyder at hente dine 1000-kronesedler og indsætte dem på din bankkonto, skal du afslå og sige nej.
Sådan lyder meldingen i den seneste advarsel fra 'Mit digitale selvforsvar'.
Personen vil sandsynligvis udgive sig for at være fra din egen bank eller Nationalbanken – men der er tale om svindel, hvorfor du blot skal afslå med det samme.
Ingen bank, myndighed eller virksomhed vil tilbyde dig at hente og indsætte dine kontanter på din konto.
Det samme gælder for dine betalingskort. Sig derfor nej, hvis nogen tilbyder at hente dine kontanter eller betalingskort.
Mangler mange sedler
Siden november sidste år har danskere indleveret ældre pengesedler og nuværende 1000-kronesedler til en samlet værdi af 15,9 milliarder kroner, ifølge Nationalbankens seneste opgørelse.
Det skriver TV 2.
Det er især de nuværende 1000-kronesedler, der bliver indleveret. I august alene modtog Nationalbanken 641 millioner kroner i 100-kronesedler, som enten er blevet indleveret i banker eller brugt i butikker.
Samlet set er knap tre ud af fire af de udfasede 1000-kronesedler – svarende til 15,4 milliarder kroner – blevet returneret til Nationalbanken i løbet af de sidste ni måneder.
Langsom indlevering af ældre seddelserier
Mens indleveringen af de nuværende 1000-kronesedler et gået hurtigt, er det gået langsommere med de ældre seddelserier fra 1944, 1952, 1972 og 1997.
Nationalbanken oplyser, at der stadig mangler 8,5 milliarder kroner i ældre serier, hvilket indikerer, at mange danskere endnu ikke har indleveret deres 'gamle' penge.
For at sikre, at ejere af de snart udfasede sedler får mulighed for at tage stilling til dem, har Nationalbanken lanceret en landsdækkende kampagne, der skal informere befolkningen om den forestående udfasning.
Kampagnen, som strækker sig over fire uger, inkluderer både avisannoncer og beskeder sendt til borgernes digitale postkasser.