Det er ikke nogen hemmelighed, at de danske banker har skummet fløden de seneste år.
De høje renter har sendt bankernes overskud på en historisk himmelflugt, hvorimod de danske privatøkonomier har været hårdt presset.
Hvis man spørger Nationalbanken er tiden med bankernes rekordoverskud dog ved at være slut.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse.
Nationalbanken forklarer, at rentestigningerne i 2022 og 2023 har øget bankernes indtjening, og tabene på bankernes udlån er fortsat begrænsede.
De høje overskud kommer ifølge Nationalbanken bankerne til gode i de kommende år, hvor hvor risikobilledet for den finansielle sektor er præget af bl.a. geopolitiske spændinger, som påvirker cybertruslen, og forandringer i den globale økonomiske politik.
Den høje indtjening styrker bankernes kapacitet til at dække tab, og samtidig forbedres mulighederne for at imødekomme kommende krav, der skal styrke den operationelle robusthed og kapitalforhold.
”Rentestigningerne har styrket bankernes indtjening, og kunderne kan fortsat servicere deres gæld, selvom det er blevet sværere for nogle husholdninger og virksomheder,” udtaler chef for Finansiel Stabilitet i Nationalbanken Peter E. Storgaard og fortsætter:
”Det er i gode tider, at bankerne bevilger de lån, der senere viser sig at være dårlige, og det er derfor vigtigt, at banker ikke undervurderer tabsrisikoen på deres udlån.”
Geopolitiske spændinger påvirker cybertruslen mod kritisk infrastruktur, og ændringer i den globale handel kan give stød til de finansielle markeder. Begge dele kan potentielt påvirke den finansielle stabilitet.
”Risikobilledet for den finansielle sektor afhænger ikke kun af forholdene herhjemme. Udviklingen i de geopolitiske spændinger sammen med ny teknologi har stor betydning for cyberrisikoen. Vi kan også se fra internationale undersøgelser, at flere europæiske banker oplever cyberangreb, der leder til faktiske alvorlige operationelle hændelser,” siger Peter E. Storgaard.