Kontrol afslører alvorlige fejl.
Lige nu læser andre
I vinterhalvåret er solens stråler en mangelvare, og derfor er solcentre et nemt valg for de danskere, der hungrer efter varme, brun hud og D-vitamin.
Nye tal som Sikkerhedsstyrelsen har udleveret til Gjensidige, viser dog, at hvert andet kontrollerede solcenter har overtrådt reglerne i solarieloven.
“Generelt fraråder vi at man anvender solarie, men hvis man alligevel overvejer at besøge et solcenter for at bevare sommerkuløren gennem vinterhalvåret, bør man tænke sig ekstra godt om”, lyder det fra fagchef for sundhed i Gjensidige, Mette Glad.
“UV-strålerne i solcentre er sundhedsskadelige for kroppen og øger risikoen for kræft. Derfor er det også særligt bekymrende at så mange solcentre ikke formår at overholde de påkrævede sikkerhedsforanstaltninger,” fortsætter hun.
Ud af 346 kontrolbesøg i landets solcentre har Sikkerhedsstyrelsen gennem de seneste tre år konstateret lovovertrædelser i 119 tilfælde.
Læs også
Det skal dog bemærkes, at styrelsen kun har haft adgang til 235 centre.
Påbuddene indebærer for høje UV-stråler, manglende eller forkert ophængt advarselsplakat og om der er tilgængelige beskyttelsesbriller i solcenteret.
Stigning i hud- og modermærkekræft
Tal fra Kræftens Bekæmpelse viser, at antallet af kræfttilfælde med modermærkekræft er tredoblet indenfor de seneste 30 år.
Det samme gælder antallet af personer med hudkræft.
Netop brugen af solcenter øger risikoen for de to kræftformer, og især unge er mere udsatte, når de lægger sig under de ultraviolette stråler.
Læs også
Derfor har Mette Glad en klar opfordring.
“Vi ved, at solariebrug øger risikoen for både hud- og modermærkekræft – især blandt unge. Når så mange solcentre ikke lever op til sikkerhedskravene, bliver risikoen kun større. Overvej derfor en ekstra gang, om det virkelig er det værd at lægge sig under de kunstige UV-stråler – særligt når konsekvenserne kan være alvorlige,” afslutter hun.