Efter at der den 12. August blev udstedt en kogeanbefaling på grund af bakterier i vandet, der overskred de tilladte grænseværdier, besluttede den lokale Netto at hjælpe deres kunder.
Nu er hjælpen kommet frem til borgernes glæde, meddeler butikken i et opslag på Facebook.
Kalundborg Kommune udstedte mandag en kogeanbefaling til alle kunder i kommunens vandforsyningsområde, undtagen dem, der får vand fra vandværkerne Svebølle, Kærby, Løgtved og Sejerø samt private vandværker. Anbefalingen skyldes bakteriologiske fund i drikkevandet, der overskred de tilladte grænseværdier.
Forsyningen arbejdede efterfølgende på at identificere forureningskilden og begrænse problemet. I mellemtiden reagerede Netto i Kalundborg hurtigt ved at bestille ekstra vandflasker, som vil være tilgængelige i butikken så hurtigst som muligt, så kunderne kunne købe rent drikkevand.
"Vi er opmærksomme på situationen vedrørende drikkevandet i Kalundborg Kommune og har derfor sørget for, at der ekstraordinært bliver leveret tre paller med vand, både i 0,5- og 2-liters flasker, så man igen kan købe drikkevand. Det bliver leveret senest i morgen," skrev Martin, butikschef i Netto Kalundborg, i et Facebook-opslag.
Og nu er hjælpen altså kommet.
Stort parti af vandflasker
Fredag morgen kunne Netto Kalundborg dele den glædelige nyhed, at de havde modtaget endnu en levering af vand. I opslaget kan man se en masse paller fyldt med vandflasker, og nu kan borgere i og omkring Kalundborg få drikkeligt vand.
Anbefalingen om at koge vandet fortsætter
Torsdag den 15. august kl. 12.00 udsendte Kalfor, Kalundborgs vandforsyningsselskab, en opdatering:
"Vi har med stor sandsynlighed opsporet kilden til forureningen på en af vores kildepladser. En kildeplads består af flere vandboringer, som leverer vand ind til vandværket. Vi har derfor lukket denne kildeplads ned for at fjerne kilden til forureningen.
Det forventes, at vi fremadrettet vil se et fald i mængden af coliforme bakterier i analyseresultaterne. Der er store mængder vand i ledningsnettet, og det vil derfor tage flere dage, inden vandet er udskiftet.
Kunderne skal fortsat følge kogeanbefalingen, indtil der udmeldes et endeligt ophør af denne."
Se opslaget fra Netto Kalundborg nedenfor:
(Artiklen forsætter)
Opdatering af kogeanbefalingen: Nu kan man vaske tøj normalt
I den seneste opdatering oplyser Kalundborg Forsyning også, at de har været i dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed. Baseret på graden af forurening vurderes det, at det er sikkert at bruge vaskemaskinen og vaske tøj som normalt. Det er derfor ikke længere nødvendigt at vaske tøj ved mindst 60 grader.
Der er dog stadig behov for at købe drikkevand, da vandet fra hanen fortsat udgør en sundhedsrisiko og kan gøre en syg, hvis det indtages.