Nu er prinsesse Marie rejst: Det skal hun lave

03/4/22 08:39

Ida Hansson

Foto: Kongehuset
Nu er prinsesse Marie rejst tilbage til Cambodja.

Prinsessens rejse er samtidig en fejring af Folkekirkens Nødhjælps 100-års jubilæum under mottoet håb og handling.

Rejsen bliver et gensyn med partnere og projekter fra den første rejse i 2012, og dermed muligheden for at opleve udviklingen i landet og Folkekirkens Nødhjælps arbejde med klimatilpasning, fødevarer, fattigdomsbekæmpelse og menneskerettigheder. Det oplyser Folkekirikens Nødhjælp i en pressemeddelelse.

”Der er sket meget, siden prinsessen besøgte Cambodja for 10 år siden. Økonomien buldrer afsted, men uligheden vokser samtidig, og klimaforandringerne går hårdt ud over landbefolkningen. Derfor har vi fokus på at uddanne og organisere bønderne i klimavenlig fødevareproduktion og sørge for at styrke deres markedsadgang - og dermed deres indtægtsgrundlag,” siger generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Birgitte Qvist-Sørensen, der ledsager prinsessen på jubilæumsrejsen.

Turen til Cambodja i Sydøstasien sender ifølge Birgitte Qvist-Sørensen et vigtigt signal om ikke at glemme hjælpen til verdens fattigste i en tid, hvor vi helt naturligt er optaget af krigen i Ukraine og modtagelsen af ukrainske flygtninge:

”Som nødhjælpsorganisation er vi vant til at håndtere og holde fokus på mange kriser på samme tid. Derfor er det så vigtigt, at vi med prinsessens rejse til Cambodja sætter fokus på behovet for klimatilpasning, landbrugsudvikling og menneskerettigheder til gavn for verdens fattigste," siger Birgitte Qvist-Sørensen og fortsætter:

"For de globale udfordringer er ikke blevet mindre den seneste måned. Tværtimod ser vi, hvordan krigen i Ukraine bidrager til at forværre verdens fødevarekrise med høje prisstigninger på blandt andet hvede og majsolie.”

Prinsessen møder blandt andet økologiske risbønder, der har fået adgang til det danske og europæiske marked gennem et samarbejde med den danske fødevarevirksomhed Nordic Food Partners.

Deres bæredygtige produkter har prinsessen tidligere stiftet bekendtskab med på Nordic Food Partners rismølle og pakkeri i Skive såvel som i Folkekirkens Nødhjælps Wefood butikker.

Prinsessens rejse til Cambodja slutter torsdag den 8. april, og byder på besøg hos en lang række af Folkekirkens Nødhjælps lokale samarbejdspartnere, myndigheder, virksomheder og det internationale diplomati.