Nyheder24.dk
Forside Nyheder Nu kommer sagen for retten: Greta Thunberg tiltalt

Nu kommer sagen for retten: Greta Thunberg tiltalt

Greta Thunberg
Liv Oeian / Shutterstock

Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg er tiltalt for husfredskrænkelse ved to separate aktioner i København.

Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg og fem andre personer er blevet tiltalt i en sag om husfredskrænkelse, og skal derfor møde op i Københavns Byret den 24. og 25. juni.

Det fremgår af et anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Det vides dog endnu ikke, om Thunberg har planer om at møde personligt op, og hvordan hun agter at forholde sig til tiltalen.

Besættelse på universitet

Den første tiltale handler om en aktion den 4. september 2024, hvor de seks tiltalte kl. 07.40 trængte ind i Københavns Universitets museumsbygning i Nørregade i Indre København.

Aktionen var tilrettelagt af den propalæstinensiske bevægelse Studerende mod Besættelsen.

Gruppen krævede, at universitetet skulle afbryde sine forbindelser til israelske universiteter.

“Vi er her, fordi dialog, lejrplads, demonstrationer og andre metoder efter en tre år lang kampagne ikke har fået universitetet til at møde kravene, herunder en institutionel akademisk boykot,” skrev Greta Thunberg ifølge Ritzau på Instagram i forbindelse med aktionen.

Mærsk-besættelse indgår

Den anden tiltale handler derimod om en hændelse, der fandt sted den 13. maj 2025, hvor over 50 aktivister fra Den Grønne Ungdomsbevægelse besatte en række lokaler hos Maersk Tankers i København.

Thunberg var også en del af denne aktion, der rettede sig mod rederiets rolle i klimakrisen og dets forbindelser til det, bevægelsen betegnede som israelske krigsforbrydelser.

“Vi kræver, at Mærsk tager den retfærdige og nødvendige handling,” sagde Thunberg i en pressemeddelelse på aktionsdagen.

I begge sager kræves de tiltalte idømt en bødestraf.

Ads by MGDK