Den 15. juni 2022 klokken 20:10 letter første Norwegian-fly efter planen fra Københavns Lufthavn til Bornholm Lufthavn.
Den nye rute giver rejsende fra Bornholm direkte adgang til Norwegians netværk af internationale ruter, der tæller 55 destinationer i hele Europa fra København i løbet af sommeren. Det oplyser Norwegian i en pressemeddelelse.
Efter Folkemøde-ugen fra den 15.-19. juni, hvor der indsættes ekstra kapacitet, flyves ruten fra den 23. juni tirsdag, torsdag og søndag indtil 14. august.
"Vi er meget glade for at kunne lancere ruten mellem Bornholm og København i sommersæsonen. Det giver rejsende fra Bornholm direkte adgang til vores netværk fra København, der over sommeren tæller 55 af de mest populære destinationer i Europa. Samtidig bliver det nemt og bekvemt for københavnere og andre at rejse til Bornholm på sommerferie, for eksempel i en forlænget weekend", siger kommerciel direktør i Norwegian, Magnus Thome Maursund.
Med lanceringen af ruten mellem København og Bornholm følger flyselskabet sin forretningsplan, der har yderligere fokus på indenrigsruterne og de intraskandinaviske ruter.