Nyheder24.dk
Forside Nyheder Ny indsats på motorvejene sender millioner i statskassen

Ny indsats på motorvejene sender millioner i statskassen

fartbøde, fotovogn, stærekasse, fartkontrol, speed control, speeding ticket
Shutterstock

Ny indsats giver kæmpe gevinst til statskassen

Det har i årevis været en frustration for mange danske bilister.

Mens danskere fik bøder, når de blev blitzet på vejene, slap mange udenlandske fartsyndere billigere fra at trykke for hårdt på speederen.

Nu er billedet ændret markant.

På halvandet år har udenlandske bilister betalt mere end 41 millioner kroner i fartbøder til den danske statskasse. Det sker, efter Politiets Administrative Center har fået bedre mulighed for at sende bøder videre til bilister uden for landets grænser, fortæller Politiet.

Nyt system gør forskellen

Tidligere blev mange sager med udenlandske køretøjer henlagt. Det gjaldt især biler fra lande uden for Norden, hvor det ofte var svært at identificere ejeren eller føreren af bilen.

Men siden december 2024 har politiet i højere grad brugt det fælles europæiske system Eucaris i sager fra den automatiske trafikkontrol. Det har gjort det lettere at finde frem til de udenlandske bilister, der kører for stærkt på danske veje.

Resultatet er til at tage og føle på. I alt er der kommet 41.259.158 kroner ind fra udenlandske fartsyndere.

Handler også om retfærdighed

Selv om indsatsen giver millioner i statskassen, kræver den stadig flere ressourcer end sager med danske bilister. Sagsbehandlingen er endnu ikke lige så automatiseret, når bilen kommer fra udlandet.

Alligevel fastholder politiet, at arbejdet er vigtigt.

“Det handler om trafiksikkerhed og om danskernes retsfølelse. Det er naturligvis urimeligt, hvis udenlandske bilister helt omkostningsfrit kan køre for stærkt, mens danskere bliver straffet.”

Ifølge politiet er målet ikke bare at få penge ind, men at få hastigheden ned og trafiksikkerheden op.

For udenlandske bilister er budskabet derfor klart: En fartbøde i Danmark forsvinder ikke længere bare ved grænsen.

Ads by MGDK