Ny kørekortlov på vej: Kan træde i kraft i sommeren 2025

Nyheder
Foto: Shutterstock
En ny lov er på vej.

Lige nu læser andre også

Inden længe træder vi ind i et nyt år.

Når kalenderne viser 2025, er der en del regler og tiltag, som træder i kraft - og især på kørekortområdet bør en række danskere være opmærksomme.

Uden for de større byer er det oftest bilen, der giver de bedste muligheder for at komme rundt. For at forbedre mobiliteten for unge vil regeringen nu give 17-årige mulighed for at køre uden ledsager i dagtimerne. 

"Siden 2017 har 17-årige kunne sidde bag rattet i en bil med en ledsager, og vi har gode erfaringer med de unge bilister," siger transportminister Thomas Danielsen ifølge en pressemeddelelse og tilføjer:

"Nu giver vi dem endnu bedre muligheder for at komme rundt til deres uddannelsessteder, praktikpladser og fritidsjobs ved at lade dem køre uden ledsager fra kl. 5 til kl. 20. Det vil gøre en stor forskel i de områder af landet, hvor der er langt mellem folk, og hvor busserne ikke kører så tit."

Udover at gøre det muligt for 17-årige at køre bil uden ledsager, indeholder lovforslaget også en ny promillegrænse, der gælder for nye bilister i de første tre år.

Med forslaget sættes promillegrænsen for alkohol i blodet ned til 0,20 promille, som de facto er nultolerance overfor alkohol for nye bilister.

"Vi giver de unge mere ansvar ved at åbne for kørsel uden ledsager som 17-årig, og samtidig stiller vi også større krav til deres opførsel. De første tre år efter kørekortet er kommet i hus, er selv en enkelt genstand én for meget. Spirituskørsel er uacceptabelt, og med den nye promillegrænse er målet, at unge bilister får gode trafikvaner og ikke sætter sig bag rattet med alkohol i blodet," siger transportministeren.

Indførelsen af, at 17-årige kan køre bil uden ledsager, kræver en ændring af færdselsloven.

Lovforslaget, der ændrer færdselsloven, er nu sendt i offentlig høring frem til slut januar. Derefter skal lovforslaget behandles i Folketinget i løbet af foråret og kan forventeligt træde i kraft i sommeren 2025.

Lovforslaget er en opfølgning på regeringens Landdistriktsudspil fra august 2024.

Anbefalet til dig