"Bare du har dit pas, så skal det nok gå."
Sådan lyder rejserådet, som mange af os har fået gennem flere årtier.
Nu, hvor vi står over for en rejsesæson, er det dog værd at kaste lys over, at der skete noget den 2. april, som sætter en stopper for den gamle frase.
Her trådte nye regler nemlig i kraft, som har gjort det vigtigere end nogensinde før at have formaliteterne i orden, inden man drager afsted mod lufthavnen.
Det skriver Alm. Brand i en pressemeddelelse.
Rejsegodkendelse
I dag skal danske borgere nemlig have en forhåndsgodkendelse, hvis de ønsker at rejse ind i Storbritannien.
Har du ikke styr på de nye indrejseregler, kan du risikere en ubehagelig overraskelse ved indrejse. Helt konkret kan du ikke komme ind uden en godkendt elektronisk rejsegodkendelse ETA (Electronic Travel Authorisation).
Alm. Brand opfordrer derfor alle danskere og selskabets kunder med rejseplaner til Storbritannien, der omfatter England, Skotland, Wales og Nordirland, om at sætte sig grundigt ind i kravene og ansøge om ETA i god tid - helst senest tre dage før afrejse.
"Mange danskere rejser hvert år til Storbritannien, og vi vil gerne sikre, at danskerne og vores kunder undgår en ubehagelig overraskelse ved indrejse," siger Lis Katz Krefeld, der er skadedirektør i Alm. Brand, og fortsætter:
"Det ville være utroligt ærgerligt at misse sin ferie på grund af en manglende indrejsegodkendelse. Hos Alm. Brand er vi klar til at hjælpe vores kunder før, under og efter deres rejse," siger hun.
En godkendt ETA er gyldig i to år og giver mulighed for ophold i Storbritannien i op til 180 dage. Du skal dog stadig gennem grænsekontrollen.
Ifølge Danmarks Statistik var Storbritannien i 2023 det tiende mest populære rejsemål for danske turister.