Efter en kold søndag er der varmere vejr at hente i dag – men det er om at nyde det
Mange havde nok håbet, at weekenden sluttede med ægte sommervejr.
Det skete ikke.
Til gengæld begynder mandagen at trække i en helt anden retning, hvor store dele af landet igen kan se frem til sol og lunere temperaturer, fortæller DMI.
Det lavtryk, som har givet regn og gråvejr siden søndag, hænger fortsat over den østlige del af landet. Regnen er dog blevet markant svagere, og varslet om kraftig regn er derfor ophævet.
I Vestdanmark er dagen begyndt med masser af sol, mens skyerne fortsat præger vejret mod øst. I løbet af dagen bevæger opklaringen sig dog videre, så også Sjælland når at få glæde af solen, inden den går ned.
Sjælland fik den største omgang regn
Den største nedbør er faldet på den vestlige del af Sjælland, hvor der flere steder er registreret mellem 15 og 30 millimeter regn, og enkelte steder endnu mere. Derudover er der målt en håndfuld skybrud, alle på Sjælland.
Fyn, Djursland og Sydhavsøerne har også fået pæne mængder regn med mellem 5 og 15 millimeter. Samtidig har flere områder på Sjælland i løbet af de seneste tre døgn modtaget omtrent lige så meget regn, som der normalt falder i hele juli.
Til gengæld har andre egne næsten undgået regnen. Blandt andet Mors og Thy, som ellers ofte hører til de mest regnfulde steder i landet, har stort set ikke fået en dråbe.
Bornholm må væbne sig med tålmodighed
Mens resten af landet gradvist får mere sol, må Bornholm væbne sig med tålmodighed. Her ventes skyer og perioder med regn at dominere det meste af mandagen, og først i nat klarer vejret op.
Temperaturerne stiger samtidig til omkring eller lidt over 20 grader, hvilket er en markant forbedring efter den råkolde søndag. Flere steder i den nordlige del af Jylland kom temperaturen nemlig ikke engang op på 15 grader.
Den mere sommerlige fornemmelse bliver dog kortvarig.
Allerede fra onsdag ventes vejret igen at blive mere ustadigt med byger, frisk vind fra vestlige og nordlige retninger og temperaturer i den køligere ende, selv om solen fortsat vil vise sig indimellem.