Nye detaljer om Philip Westh er kommet frem: Nu rammes han igen

Af: Alberte B. C.

|

08/07/2025

Nyheder
Foto: Privat
Foto: Privat
Flere konsekvenser for Philip Westh er nu kommet frem.

Lige nu læser andre også

Den livstidsdømte morder Philip Patrick Westh er ikke kun låst inde bag fængslets mure.

Hans økonomi er også fanget, efter kviklånsfirmaer nu har taget udlæg i det hus i Korsør, hvor han boede, før politiet hentede ham.

Westh, der er dømt for drabet på Emilie Meng og for brutale overgreb mod mindreårige piger, har nemlig ikke betalt sin gæld til to kviklånsfirmaer, der nu har fået rettens ord for at tage pant i hans hjem.

Det skriver SE og HØR.

Den 21. marts blev der taget et udlæg på 18.022 kroner af IFA Finance DAC, der står bag Riverty.

Firmaet giver kunder mulighed for at shoppe nu og betale senere, men Westh har altså valgt kun den første del.

Den 16. maj fulgte Resurs Bank efter med et udlæg på 20.002 kroner, efter at Westh også her havde undladt at betale tilbage.

Samlet set er huset nu pantsat for 38.024 kroner, og det kan blive endnu værre for Westh.

Byretten har nemlig dømt ham til at betale 574.000 kroner i erstatning til sine ofre og deres familier, og hvis landsretten stadfæster dommen, kan staten tage yderligere pant i huset.

Ifølge SE og HØRs oplysninger er huset dog ikke forladt.

Et familiemedlem driver virksomhed på adressen, og flere i familien er registreret som beboere i huset, der blev købt af Westh i 2021 for 1.295.000 kroner.

Westh afsoner i dag en livstidsdom, som han har anket.

Landsretten tager sagen op den 28. oktober, hvor anklageren forventer, at dommen kan udvides til også at omfatte voldtægt af Emilie Meng.

Anbefalet til dig