Danskere ville få markant flere penge til hverdagen
Hverdagsindkøb fylder mere og mere i danskernes økonomi.
Mange oplever fortsat, at turen gennem supermarkedet er blevet markant dyrere end for bare få år siden, og særligt priserne på basale varer som mejeriprodukter, kød, frugt og grønt bliver fulgt tæt af forbrugerne.
Derfor holder mange også ekstra øje med tilbudsaviser, discountvarer og prisforskelle på tværs af grænserne.
Nu peger nye tal fra Sverige på en løsning, som kan få stor betydning for almindelige forbrugere.
Tidligere på året valgte svenskerne at halvere momsen på fødevarer fra 12 til 6 procent.
Siden da er priserne i svenske dagligvarebutikker faldet, viser en analyse fra den uafhængige svenske prisovervågning Matpriskollen.
Det vækker opsigt herhjemme, hvor Danmark fortsat har en af verdens højeste momssatser på fødevarer med 25 procent.
Kan mærkes direkte på budgettet
Ifølge De Samvirkende Købmænd er effekten tydelig.
“Når momsen på fødevarer sættes ned, kan det mærkes direkte i forbrugernes pengepung. Sådan er det gået i Sverige, og der er ingen grund til at tro, at det skulle gå anderledes i Danmark, hvis vi også satte fødevaremomsen ned,” siger administrerende direktør Jannick Nytoft i en pressemeddelelse.
Organisationen peger samtidig på, at flere andre europæiske lande allerede har langt lavere moms på fødevarer end Danmark.
I Tyskland ligger satsen på syv procent, mens Norge har 15 procent på madvarer.
Ifølge en ny analyse fra DSK ville en dansk børnefamilie kunne spare omkring 9.500 kroner om året, hvis Danmark havde samme fødevaremoms som Sverige.
Debatten blusser op igen
De stigende priser på dagligvarer har de seneste år sat gang i en større debat om danskernes leveomkostninger.
Flere forbrugere har ændret indkøbsvaner og jagter i stigende grad tilbud for at få budgettet til at hænge sammen.
Nu kan de svenske erfaringer igen sætte gang i diskussionen om, hvorvidt Danmark bør sænke momsen på fødevarer for at give danskerne mere luft i økonomien.