Et nyt fradrag er på vej.
Lige nu læser andre
Fra 1. januar 2026 bliver der indført moms på en række undervisnings- og fritidsaktiviteter udbudt af private aktører.
Det gælder blandt andet holdtræning i fitnesscentre, brug af personlig træner, yoga, dans, sang og musikundervisning samt andre kreative fritidsaktiviteter. Baggrunden er domme fra EU-Domstolen, som Danmark er forpligtet til at følge.
For at afbøde konsekvenserne vil regeringen anført af skatteminister Rasmus Stoklund indføre et særligt fradrag, så voksne danskere kan trække udgifter til motion og musikundervisning fra i skat. Det har Skatteministeriet netop oplyst.
Sådan skriver SVMdanmark i en pressemeddelelse.
Foreningsidræt og kommunale musikskoler bliver ikke omfattet, da de fortsat er fritaget for moms.
Læs også
”Selvom det er på en ærgerlig baggrund, så er det en virkelig god nyhed, at skatteminister Rasmus Stoklund nu foreslår et fradrag for motion. Det betyder, at de mange danskere, som dyrker motion i fitnesscentre, yogastudier eller danseskoler, ikke bliver ramt af højere priser. Det er en klar sejr for både branchen og folkesundheden. Det vil jeg gerne sende en stor tak til ministeren og regeringen for,” siger Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark.
Ifølge SMVdanmark har branchen i årevis gjort politikerne opmærksomme på konsekvenserne af EU-dommen og peget på et fradrag som den mest enkle og effektive løsning.
”Vi har presset på for at få en kompensation. Jeg er meget taknemmelig for, at regeringen og ministeren har lyttet nu og vælger at føre de ekstra momsindtægter tilbage til borgerne i form af et fradrag. Vi ser frem til at drøfte detaljerne, men uanset hvordan det udformes, er det afgørende, at danskerne bliver kompenseret 1:1 for den nye moms,” siger Jakob Brandt.
Fakta
- Fra 1. januar 2026 skal der lægges moms på holdtræning i fitnesscentre, personlig træning, danseskoler, private yogastudier, sang- og musikundervisning samt en række andre kommercielle fritidsaktiviteter.
- Foreningsidræt og kommunale musikskoler fortsætter med at være momsfritaget.
- Regeringen vil indføre et fradrag, der gør det muligt at trække udgifter til kommerciel motion og musikundervisning fra i skat.
- Forslaget finansieres af de øgede momsindtægter som følge af praksisændringerne på momsområdet.