Det har længe været et stort ønske for parret Brynn og Stewen, kendt fra programmet "Fede Forhold," at få et barn. De vidste dog, at det ville kræve hjælp i form af fertilitetsbehandling, men på grund af vægten har det ikke været muligt. Nu kommer parret dog med en glædelig nyhed.
Parret kan nemlig afsløre, at de endelig opfylder kravene for at kunne få offentlig støtte og hjælp til at få deres ønskebarn. Den fertilitetsbehandling, de skal i gang med, er IVF, hvilket betyder, at Brynn dagligt skal sprøjte sig med hormoner for senere at få udtaget æg, som bliver befrugtet med Stewens sæd og derefter sat op igen.
Selvom der har været mange følelser forbundet med ikke at kunne få et barn på naturlig vis, og glæden ved endelig at opfylde kravene for at komme i fertilitetsbehandling, forsøger parret at tage det roligt. Det er nemlig vigtigt at slappe af og undgå stress i processen.
"Vi tager det lidt, som det kommer. En dag ad gangen. Vi er blevet skuffet før, så nu tager vi det stille og roligt," fortæller Brynn til SE og HØR
Alder og vægt gjorde det muligt
Alder og vægt er nogle af de strenge krav for at kunne opnå fertilitetsbehandling. Dog er nogle af reglerne blevet lempet, så hvor man før skulle have et BMI på under 30, er kravet nu, at det "bare" skal være under 35, når man er fyldt 35 år. Derfor opfylder Brynn nu kravene, og det må siges at være en stor drøm, der forhåbentlig snart kan gå i opfyldelse. Parret har nemlig drømt om at få et barn siden 2016. De seneste otte år har derfor været opslidende, men Stewen og Brynn har hele tiden forsøgt at fokusere på alt det gode i forholdet og erstatte sorgen over ikke at blive gravide med en masse andre gode oplevelser, såsom rejser.