Terrortruslen mod Danmark er fortsat i niveauet ”alvorlig”, hvilket betyder, at der er en erkendt trussel.
Det oplyser Politiets Efterretningstjeneste (PET) i en ny analyse af truslen.
Mens militant islamisme fortsat udgør den største trussel mod Danmark og danske interesser i udlandet, er der også nye tendenser i trusselsbilledet.
PET’s Center for Terroranalyse introducerer nu begrebet ‘hybridisering’.
Det dækker ifølge PET over “en sammenblanding af såvel traditionelle ideologiske og religiøse som ikke-ideologiske narrativer, udtryk og fremgangsmåder hos nutidige ekstremister”.
Det fortæller Michael Hamann, der er chef for CTA.
– Vi kan se, at det er en stigende tendens i Vesten og i Danmark, at enkeltpersoner i højere grad sammensætter en cocktail af deres egne verdens- og fjendebilleder, som er præget af ideologiske og religiøse forestillinger, men som også suppleres af konspirationsteorier, ekstrem voldsfascination og helt nære personlige forhold som for eksempel psykiske lidelser, siger han i en pressemeddelelse.