Du har måske lagt mærke til det i din lokale Rema 1000, Netto eller Bilka – og i mange andre supermarkeder.
Halvdelen af chipsposen er luft, din yndlings-Magnum er blevet mindre, og gramtallet på oksekødet har sneget sig ned.
Og nu? Nu går det også ud over grillpølserne.
Frankfurterne – den sikre klassiker til enhver havefest – er blevet ramt af det samme fænomen: Mindre indhold, højere pris.
Et pristjek fra B.T. afslører, at både Rema 1000 og Bilka har skåret ned på gram og skruet op for prisen på deres frankfurter-pakker.
Mere for mindre
I Rema 1000 kostede en pakke frankfurtere fra eget mærke 22,50 kroner i 2019 for 540 gram. I dag koster pakken 29,95 kroner – og vejer kun 480 gram.
Hos Bilka er historien den samme: Salling-frankfurterne er gået fra 540 gram til 480 gram, mens prisen er steget fra 19,95 til 25 kroner.
Kunderne betaler altså op til 25 procent mere for 11 procent mindre.
Shrinkflation i fuldt flor
Det kaldes shrinkflation – når pakkerne krymper, men priserne ikke følger med ned.
Og det frustrerer mange forbrugere, som føler, de bliver snydt.
"Ved at reducere størrelsen på forpakningen og sænke indholdet en smule deri, har vi kunnet holde prisstigningerne en smule lavere, end hvis det skulle ske 1:1," siger Jacob Krogsgaard Nielsen, pressechef i Salling Group.
Både Salling Group og Rema 1000 peger på stigende produktionsomkostninger og råvarepriser som årsagen til udviklingen.