En ny chokoladetrend har ramt landet.
Den populære Dubai-chokolade, som er en lækker kombination af cremet mælkechokolade, blød pistaciecreme og sprød kadayif, har taget Danmark med storm.
Da den endelig landede i butikkerne, blev den da også revet væk på rekordtid. Hos NORMAL i Holstebro forsvandt chokoladen fra hylderne på blot få timer.
Det skriver DR.
TikTok spiller en stor rolle
Det er ikke nogen hemmelighed, at TikTok har været drivkraften bag den enorme efterspørgsel.
På TikTok og Instagram har videoerne med chokoladen spredt sig som en steppebrand, og forbrugerne har været hurtige til at kaste sig over den nye smagsoplevelse.
"Man skal forstå om hypen er ægte, og så har man også lyst til at være med på det, så man kan snakke med sine venner om det," udtaler Line Doktor, der går på HTX i Holstebro.
Delte meninger
Selvom mange måske mener, at 100 kroner for en plade chokolade er lige i overkanten, så har danskerne ikke holdt sig tilbage.
Men er den de mange penge værd?
"Jeg har købt Dubai-chokolade på grund af den hype, der er på TikTok. Men jeg føler, smagen var rimelig overvurderet. Så vil jeg hellere købe en plade Marabou og spare pengene," siger Mohammed Agam, der går i klasse med Line Doktor.
Bagerier er med på bølgen
Det er ikke kun dagligvarebutikkerne, der mærker trenden.
Bagerier har også opfanget den stigende interesse for Dubai-inspirerede smage og eksperimenterer nu med egne versioner.
Hos Ejvinds Bageri i Hvide Sande er Dubai-chokolade allerede blevet en bestseller i form af cookies, der nu er den mest populære småkage i deres butikker.
Spørgsmålet er dog, hvor længe trenden holder.