Du har måske bemærket, at brændstofpriserne svinger, som vinden blæser.
For eksempel steg dieselprisen med 30 øre på to dage, efter et møde mellem USA og Kina i Schweiz skabte håb om ny fart på verdenshandlen.
Optimismen smittede af på oliepriserne, da højere handelsaktivitet typisk øger efterspørgslen efter olie.
Men hvad betyder det for de fremadrettede priser?
Alt tyder på...
“Oliepriserne svinger meget for tiden. Men ser vi bort fra de kortsigtede bevægelser, peger priserne nedad,” forklarer Kresten Nordborg, der er ansvarlig for brændstof og opladning hos Circle K, til Avisen Danmark.
Både Det Internationale Energiagentur og USA’s energiministerium forventer, at olieprisen falder i løbet af året.
Aktuelt ligger prisen på en tønde nordsøolie omkring 65 dollar, men den amerikanske prognose peger på 60 dollar ved årets udgang.
Energiagenturet har samtidig nedjusteret sin forventning til væksten i olieefterspørgslen markant.
Større udbud
En ny beslutning fra Opec+ kan desuden lægge yderligere pres på prisen.
Organisationen vil fra juni sende 411.000 ekstra tønder olie dagligt ud på markedet. Det sker i kølvandet på interne spændinger, hvor nogle medlemmer har overskredet deres produktionskvoter.
Det tror Jens Nærvig Pedersen, der er chefanalytiker i Danske Bank, i hvert fald:
"Der kan spekuleres meget på, hvorfor Opec+ vælger det her. Et bud er, at især Iran og Kasakhstan har overtrådt de aftalte produktionskvoter og bare produceret løs, mens Saudi-Arabien har holdt igen. Det vil saudierne åbenbart ikke finde sig i længere og skruer nu op for oliehanerne. Samtidig må saudierne se sig overhalet af USA som landet med den største olieproduktion."
Dog er lavere oliepris ikke nødvendigvis lig med billigere brændstof, selvom det ofte fungerer sådan.
Det er nemlig ikke udelukkende prisen pr. tønde olie, der bestemmer, hvor billigt eller dyrt du tanker.
Men selv hvis olieprisen falder, bliver det ikke nødvendigvis mærkbart billigere at tanke.