Friskt kvalitetsbagværk, Starbucks-kaffe og alt godt fra måltidsdisken fra landets Q8-servicestationer bliver nu endnu lettere tilgængeligt for danskerne.
Det sker i forbindelse med, at Just Eat har indgået et nyt leveringssamarbejde med den landsdækkende kæde af tankstationer.
Dermed kan kunder på tværs af landet fremover bestille over 300 varer direkte til dørtrinnet fra 69 Q8-stationer.
Disse tæller bl.a. dagligvarer, snacks, bagværk, sandwiches, kaffe, kolde drikkevarer og endda graviditetstests.
Sådan skriver Just Eat i en pressemeddelelse, Nyheder24 har modtaget.
Stigende fokus på convenience i dagligdagen
Med det nye partnerskab tager Just Eat endnu et skridt mod at udvide sin leveringsservice udover restauranter for at imødekomme danskernes stigende behov for fleksibel on demand-udbringning.
"Blandt danskerne ser vi et stejlt stigende behov for at vinde mere tid tilbage i hverdagen. Sammen med Q8 gør vi det derfor endnu nemmere for danskerne at få bragt lige det, de mangler fra deres lokale tankstation, uanset om det er en pakke smør eller et frokostmåltid,” siger Ann-Sophie Adamsen, der er landedirektør i Just Eat Danmark.
Også hos Q8 ser man store muligheder i samarbejdet.
"Vores kunder har ændret deres handlemønster over en årrække og er blevet mere digitale. Det er helt naturligt, at vi hele tiden ser på gode muligheder for at sikre vores kunder digitale købskanaler, så de kan få morgenbrød, et frisklavet måltid eller en dagligdagsfornødenhed bragt hjem til dem selv, mens de bruger tiden på vigtigere ting. Samarbejdet med Just Eat er vigtigt for at sikre, at vi kan nå ud til endnu flere danskere på tværs af landet,” siger Martin Stilhoff, der er Strategy & Innovation Manager for Food & Bakery i Q8 Danmark.
Just Eats samarbejde med Q8 omfatter 69 butikker og servicestationer fordelt over landet og går i luften denne uge.