Det er stærkt bekymrende, at danske svineproducenter er kommet så skidt gennem 2018. Det pointerer Nis Hjort, formand for Vejle-Fredericia Landboforening og formand for rådgivningsvirksomheden LMO i kølvandet på en gennemgang af 400 landbrugsregnskaber.
LMO har i samarbejde med rådgivningsselskaberne LandboSyd, LandboNord og Sagro netop lavet en analytisk gennemgang af 400 regnskaber. Her konkluderer man, at 2018 har været et af de værste år nogensinde for svineproducenterne. Særligt smågriseproducenterne står med underskud efter finansiering tæt på en halv million kroner.
Årsagen er den lave svinenotering og de høje foderpriser, som prægede 2018. En tendens som fortsætter her ind i 2019.
"Det skræmmende ved resultatet er, at det tvinger en række svineproducenter til at give op nu," forudser Nis Hjort, "Vi har allerede set de første her i Østjylland. Det er ikke blot er en virksomhed, der så må lukke. Det er en hel families liv og hjem, som forsvinder samtidig."
"Alt andet lige vil det samtidig føre til nedgang i dansk svineproduktion og hermed skabe problemer i eksportsektoren. Det bliver en langsigtet økonomisk nedgang, som vil få konsekvenser for resten af samfundet også," forudser Nis Hjort.
Han er selv mælkeproducent og kan her glæde sig over, at den del af dansk landbrugsproduktion, ifølge regnskabsgennemgangen, har klaret sig nogenlunde gennem 2018. Der er overskud om end kun halvt så stort som i 2017.
"Jeg er faktisk overrasket over, at det er gået så godt på trods af tørke og den vanskelige fodersituation, men måske har mange midtjyske mælkeproducenter vandingsanlæg og har hermed kunnet klare sig gennem sommeren på fornuftig vis," slutter Nis Hjort.