Nyheder24.dk
Forside Nyheder Regeringen med gode nyheder: Disse danskere får også fødevarecheck

Regeringen med gode nyheder: Disse danskere får også fødevarecheck

danske penge
Shutterstock.com

Endnu en gruppe danskere kan glæde sig over, at de bliver modtagere af en fødevarecheck.

Lige nu læser andre

Lærlinge på erhvervsuddannelser bliver alligevel en del af den fødevarecheck, som et flertal i Folketinget har aftalt at dele ud til en række danskere.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet ifølge Ritzau.

Den oprindelige aftale om en skattefri fødevarecheck blev indgået mellem regeringen, SF og Enhedslisten, men omfattede i første omgang ikke lærlinge på erhvervsuddannelser. Nu er partierne bag aftalen dog nået frem til enighed om alligevel at inkludere gruppen.

“Vi er glade for også at kunne give et tilskud til de lærlinge, som har svært ved at få råd til de stigende fødevarepriser,” siger beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S).

Han tilføjer, at det har været et ønske i høringssvarene, og at det er rimeligt at sidestille lærlinge med andre uddannelsessøgende.

Læs også

Fødevarechecken er et engangsbeløb, der skal afbøde konsekvenserne af de seneste års prisstigninger på fødevarer. For udeboende SU-modtagere udgør beløbet 1.000 kroner.

Formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Morten Skov Christiansen, hilser ændringen velkommen.

“Det er både rimeligt og nødvendigt. De knokler hver dag for at uddanne sig og bidrage til fællesskabet, og de mærker prisstigningerne lige så hårdt som alle andre. Vi har i FH-fagbevægelsen længe presset på for, at de bliver omfattet af fødevarechecken,” skriver han i en skriftlig kommentar.

Lovforslaget behandles efter en hasteprocedure, så udbetalingen kan begynde allerede fra maj. Førstebehandlingen finder sted tirsdag i Folketingssalen, og der skal stemmes om forslaget allerede torsdag.

Der er samlet afsat omkring 4,5 milliarder kroner til ordningen, men fødevarechecken har dog også mødt en del kritik.

Læs også

Jyllands-Posten har nemlig med henvisning til et svar fra Finansministeriet beskrevet, at cirka 660.000 af de lidt over to millioner forventede checks vil gå til den halvdel af befolkningen med de højeste indkomster.

Ads by MGDK