Når Mikael Hertig handler ind, kigger han ikke kun på tilbudsskiltene – han vejer også retfærdigheden.
Den 75-årige gæsteforsker i forvaltningsret fra Syddansk Universitet er rasende over en voksende tendens i dagligvarebutikkerne, som han mener snyder forbrugerne.
Han har fået nok af såkaldt shrinkflation, hvor pakkerne bliver mindre, men priserne står stille – eller endda stiger.
Det sker i det skjulte, siger han til B.T.
Og mange opdager det ikke, før de står med en lettere pakke i hånden.
Vil have prisen frem i lyset
Mikael Hertig opfordrer nu supermarkederne til at spille med åbne kort.
Hans forslag er simpelt: Gør kilopriser langt mere synlige, så det bliver lettere for kunderne at gennemskue, hvad de reelt betaler for.
"Jeg mener, at en måde at gøre den reelle pris mere synlig for forbrugerne er, at kiloprisen eller literprisen mærkes på en mere synlig måde end i dag," siger han og tilføjer:
"Det vil gøre, at sandheden kommer frem, og der er en mere troværdig pris på varen."
Rema 1000 svarer igen
Rema 1000 har allerede skåret i vægten på flere af deres oksekødsprodukter – for eksempel er pakker med 8-12 % fedt gået fra 500 til 400 gram.
Men kommunikationschef Jonas Schrøder reagerer åbent på Mikaels forslag:
"Det er altid dejligt at få input fra kunder, så jeg giver det videre."
Mikaels opråb er ikke en enmandssag.
Flere forbrugere har reageret kraftigt på, hvordan fødevarer bliver dyrere – uden at vi nødvendigvis opdager det.