Den danske vejrvært på Go' Morgen Danmark, Sara Maria Franch-Mærkedahl, har altid lidt af angst. Det fortæller hun i et interview med Alt for Damerne.
Angsten har fyldt meget i hendes liv, indtil hun begyndte at gå til psykolog. Det, som psykologen gjorde under deres sessioner, vendte fuldstændigt op og ned på hendes opfattelse af angst og gav hende en helt ny indsigt i, hvordan hun kunne håndtere den.
Da Sara Maria Franch-Mærkedahl sad hos psykologen og fortalte om sit liv, skete der noget uventet. Pia, psykologen, begyndte pludselig at trille små papirkugler, som hun efterfølgende kastede mod Sara Maria i en lind strøm. Øvelsens hensigt var, at Sara Maria skulle forsøge at afværge så mange kugler som muligt ved at slå dem væk eller flytte sig. Papirkuglerne repræsenterede hendes tanker, og det gik hurtigt op for Sara Maria, hvor udmattende det var at undvige de mange kugler – og dermed hvor meget hendes tanker faktisk drænede hende.
"Jeg kæmpede og kæmpede, men efterhånden blev jeg træt, og nogle af kuglerne begyndte at ramme mig. Pia stoppede, og vi gentog øvelsen, men denne gang skulle jeg bare lade papirkuglerne ramme mig. I starten tænkte jeg, 'hold da op, hvor er det irriterende, at hun bare sidder der og kaster kugler i hovedet på mig,' men efter lidt tid blev det tydeligt, at det faktisk ikke gjorde nogen skade, at kuglerne ramte mig," fortæller Sara Maria.
Bagefter spurgte Pia, hvad der havde været det hårdeste, og hvad Sara Maria havde brugt flest kræfter på. Denne refleksion satte hele situationen i perspektiv for Sara Maria. Det hårdeste havde været at undvige de mange "tanker" i stedet for bare at lade dem ramme hende. For i virkeligheden var det jo bare tanker. I stedet for konstant at kæmpe mod dem – hvor de alligevel dukkede op gang på gang – indså Sara Maria, at hun skulle lade sine bekymringer og tanker være, hvilket ville spare hende for den opslidende energi.
Denne opdagelse gjorde et dybt indtryk på hende, og følelserne skyllede ind over hende: "Jeg begyndte at græde, for det gik op for mig, hvor utrolig mange timer jeg gennem livet har brugt på at kæmpe og kæmpe og kæmpe for at skubbe de tanker væk, der triggede min angst. Og hvor vanvittigt det var, at jeg havde brugt den strategi, for den havde jo aldrig hjulpet mig. Tværtimod."