Uger blev det blot til, inden Rismølleskolen i Randers fik endnu en chokerende hændelse i hænderne. Igen handler det om en voldsom sag om skolens ældste børn.
Tirsdag formiddag har de smidt antændt fyrværkeri ud fra et vindue, hvor 9. årgang har hjemme, mens de havde frikvarter.
Fyrværkeriet blev kastet, mens andre børn var ude, hvorfor de kunne være kommet i fare, bekræfter skolens ledelse over for TV 2 Østjylland.
De kan videre fortælle, at der er tale om heksehyl, der er blevet smidt ud af vinduet af endnu ukendte elever, efter at nogen har sat ild til lunterne.
"Det er selvfølgelig noget, vi i ledelsen tager meget alvorligt. Fyrværkeri er farligt, det må ikke fyres af på dette tidspunkt og det hører bestemt ikke hjemme på skolen," udtaler Anna Margrethe Østergaard, der er en af skolens ledere.
De kan videre bekræfte, at flere af skolens ansatte så elever ved vinduerne, men desværre ikke så, hvem der tændte eller kastede.
"Vi har været rundt i alle tre 9. årgangsklasser for at tage en snak med eleverne om netop det, og vi har opfordret eleverne til at fortælle, hvad de har set. Samtidig har vi opfordret alle forældre til at tale med deres børn om episoden og det alvorlige i situationen," siger Anna Margrethe Østergaard.
Rismølleskolen kan derimod hverken be- eller afkræfte, om nogen blev ramt eller kom til skade.
Rismølleskolens 9. klassetrin har allerede flere gange været i mediernes søgelys for nylig, efter det er kommet frem, at flere elevers adfærd er så slem, at Arbejdstilsynet har givet skolen et strakspåbud.
Blandt andet har elever angiveligt kaldt lærere for 'sædcontainer', 'klam', 'fed', 'kælling', 'dit skaldede svin' og 'fucking perker'.
Ifølge Arbejdstilsynet er lærere også blevet udsat for konkrete trusler om vold.