Hvis du er en af dem, der har mere end 12 kilometer til arbejdet, kan du få et kørselsfradrag - og det bør du ikke glemme.
I 2024 er fradraget for de fleste 2,23 kroner per kilometer mellem 25 og 120 kilometer. Bor du i en 'ydrekommune' eller på visse småøer, er fradraget højere.
Fradraget beregnes automatisk, men har du skiftet arbejde, fået en anden bolig eller ændret dit arbejdsmønster, fx så du arbejder mere eller mindre hjemme, er der grund til at ændre det.
Sådan skriver PwC i en pressemeddelelse.
En meget lille ændring
Indtil nu har vi ikke kendt satserne for 2025, men nu har det set dagens lys, at Skatterådet ikke laver nogen ændringer.
Det betyder, at de omkring 1,1 millioner danskere, der gør brug af fradraget år efter år, kan se frem til at modtage samme beløb som i år.
Sådan skriver B.T.
Men der er alligevel små ændringer at spore.
Den skattefri kørselsgodtgørelse for de første 20.000 kilometer stiger en smule – nemlig fra 3,79 kroner til 3,81 kroner per kilometer.
Det sker på trods af, at brændstofpriserne forventes at falde, mens bilerne bliver mere brændstoføkonomiske.
Her er satserne
Reglerne for kørselsfradraget forbliver altså, som vi kender dem.
Man skal stadig have mere end 24 kilometer til og fra arbejde for at få fradrag, som ligger på 2,23 kroner per kilometer for de første 120 kilometer og 1,12 kroner per kilometer derover.
Fradraget gælder uanset transportmiddel – bil, cykel eller offentlig transport.