Sker i februar 2025: Ny 'regel' for folkepensionen kan være på vej

Nyheder
Foto: Shutterstock
I 2025 skal beslutningen træffes.

Lige nu læser andre også

Efter at folkepensionsalderen har været uændret i knap to år, er antallet af pensionister herhjemme steget med over 40.000.

Det viser nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR).

Således var der 1.139.636 folkepensionister i oktober i år. Dermed er antallet af folkepensionister steget hver måned siden december 2022 og med i alt cirka 41.900 personer i perioden.

Antallet af folkepensionister er nu på det højeste niveau siden marts 2020.

Det oplyser Sampension i en pressemeddelelse, som Nyheder24 har modtaget.

Udviklingen forventes at fortsætte

Siden 1. januar 2023 har folkepensionsalderen været holdt i ro.

Fra 2019 til 2022 blev den gradvist forhøjet fra 65 år til 67 år, og i den periode faldt antallet af folkepensionister med i alt ca. 59.400 (fra 1.157.133 i januar 2019 til 1.097.719 i december 2022).

”Folkepensionsalderen har været holdt i ro i efterhånden to år, og i den periode er antallet af pensionister steget betydeligt. Det er meget naturligt,” siger Helle Dalsgaard, der er chefrådgiver i Sampension, og fortsætter:

"For når folkepensionsalderen ikke stiger, så vil der være flere, som løbende får alderen til at gå på pension, og dermed vokser gruppen af pensionister også støt. Og vi må forvente, at udviklingen fortsætter i de kommende år, hvor folkepensionsalderen fortsat vil være den samme."

Folkepensionsalderen stiger til 70 år

Folkepensionsalderen stiger til 68 år i 2030 og til 69 år i 2035. Ifølge regeringens lovprogram skal politikerne i februar 2025 tage stilling til, om folkepensionsalderen skal stige til 70 år i 2040.

”Det er værd at bemærke, at mens der bliver flere folkepensionister herhjemme, så har vi samtidig set en markant stigning i antallet af pensionister, som arbejder. Her spiller den uændrede folkepensionsalder ligeledes ind. Men udviklingen hænger også sammen med, at det er blevet mere økonomisk attraktivt at arbejde i pensionstilværelsen, da det ikke længere koster på folkepensionen at være i beskæftigelse som pensionist,” siger Helle Dalsgaard.

De seneste tal fra STAR viser, at antallet af danskere, som både er i beskæftigelse og samtidig får folkepension, er steget med 16 pct. det seneste år og nu er på det højeste niveau nogensinde.

Anbefalet til dig