”Jeg har haft en del problemer med angst. I de seneste måneder er jeg begyndt at få det værre og værre. Jeg har virkelig svært ved at komme i skole, da jeg konstant er træt og ikke kan overskue presset fra skolens side.”
Sådan lyder det fra en pige på 14 år, der er én blandt de mere end 60.000 børn og unge, der fik hjælp af en frivillig rådgiver på BørneTelefonen i 2022.
De rekordmange samtaler skyldes især to ting: At BørneTelefonen er blevet døgnåben, og at det er lykkedes at rekruttere flere frivillige rådgivere, som har fået mulighed for at rådgive hjemmefra. Derudover introducerede Børns Vilkår det nye HØRT i april 2022 - et rådgivningstilbud målrettet unge mellem 15 og 24 år.
Blandt de børn og unge, der havde samtaler med BørneTelefonen i 2022, var gennemsnitsalderen 14 år. Det hyppigste emne var, ligesom de foregående år, forholdet mellem børn og forældre, mens de største højdespringere i 2022 var temaer som trivsel i klassen og mobning. Angst var ligeledes et af de emner, der steg markant i 2022, og som nu ligger i top10 over henvendelsesårsager.
Svære tanker fylder om natten
Andelen af samtaler om psykisk mistrivsel steg fra 22,7 procent i 2021 til 23,8 procent i 2022. Selvmordstanker var den hyppigste henvendelsesårsag i denne kategori med 4.008 samtaler.
”Særligt om natten kan vi se, at selvmordstanker fylder meget. Det er ikke, fordi det altid er tanker, barnet eller den unge har tænkt sig at handle på, men selvmordstanker er et meget klart signal om, at barnet eller den unge har brug for hurtig hjælp til noget, der føles uoverskueligt og svært. Vores mål i de samtaler er, at barnet får mod på at betro sig til en voksen, de har tillid til, og som kan hjælpe og støtte dem videre,” siger Rasmus Kjeldahl i en pressemeddelelse.
Udover den direkte rådgivning af børn på BørneTelefonen, foregår der indirekte rådgivning gennem Bornetelefonen.dk, podcasts, YouTube og workshops på skoler. Bornetelefonen.dk havde mere end 2 mio. besøg i 2022.